Nivaagaards Malerisamling er en lokal perle. Samlingen rummer blandt andet det eneste værk af Rembrandt, hvis ægthed aldrig har været betvivlet. Statens Museum ejer også to, men dem har man igennem tiden været lidt i tvivl om – er det mesteren selv eller hans værksted, der skal have æren?
Oprindeligt var malerisamlingen privatejet af godsejeren og politikeren Johannes Hage, som levede 1842-1923. Han ejede samlingen i ca. 10 år i perioden fra 1895 til 1905 og gjorde den i 1908 til en selvejende institution, hvilket den stadig er i dag. Besøger du samlingen, kan du opleve enestående kunst fra Danmark og Europa, heriblandt værker af nogle af Europas mest kendte og elskede kunstnere fra renæssancen, baroktiden og den danske guldalder. Herudover byder museet løbende på spændende særudstillinger, så der er altid nye kunstoplevelser at få i Nivaagaards smukke omgivelser.
Nivaagaard er dog også kendt for at danne rammen om en dramatisk historie: Rembrandtrøveriet i 1999.
Det spektakulære ved røveriet var, at foregik ved højlys dag, samt værdien af de to malerier, der blev stjålet. Det drejede sig om Rembrandt-maleriet Portræt af en 39-årig kvinde fra 1632 samt Portræt af en ung mand fra 1490 af den italienske renæssancemaler Giovanni Bellini. Hvad de ville være værd på en auktion er uvist, da de er uvurderlige, men nogle gætter på op til 100 millioner kroner.
Den 29. januar 1999 var en stille dag på museet, hvor der kun var seks besøgende på museet ud over to ansatte. Da fire af gæsterne forlod museet, var der kun to tilbage – og det benyttede to mænd sig straks af. Den ene skar Rembrandt-maleriet ned, den anden Bellini-maleriet. Kustoden forsøgte at stoppe dem, men blev sat ud af spillet af røverne – dog ikke før han nåede at se den store mørke flugtbil og bemærkede dele af den svenske nummerplade.
Politiet igangsatte en intens efterforskning, men at finde frem til røverne og de stjålne malerier var kompliceret. Politiet fik mange henvendelser og ledetråde, men de ledte ingen vegne.
Et halvt år efter tyveriet kom der dog gennembrud i sagen. Den dramatiske opklaring involverede en engelsk advokat, det danske Rejsehold, to civilagenter og en agent, som spillede russisk mafioso.
D. 24. august 1999 blev to personer anholdt, som havde forsøgt at sælge malerierne. Under retssagen i 2003 kom det frem, at tyvene troede, at malerierne kun var omkring 400.000 kr. værd – De vidste ikke, at de havde stjålet så unikke kunstværker. Kuppet har fascineret mange, og i 2003 blev historien om tyveriet til en spillefilm med titlen Rembrandt. Filmen er en fri fortolkning af det egentlige hændelsesforløb.
Malerierne havde ingen skade taget, udover få kosmetiske skader på Rembrandt-maleriet, og de kan i dag atter opleves i samlingen på Nivaagaard Malerisamling.
Kilde: Dansk Politi og Nivaagaard Malerisamling
Foto: Nivaagaard Malerisamling
Koordinater: Bredde: 55.927190
Længde: 12.510940