Middelalderskib fundet i 1975
Gæve historier

Middelalderskib fundet i 1975

Igennem historien har Roskilde Fjord været en del af en vigtig handelsrute for Danmark i perioden, hvor Roskilde var Danmarks hovedstad: i vikingetiden og middelalderen.

Skuldevig-skibet eller Lynæs-skibet, som det nu kaldes, blev fundet d. 25. august 1975 ud for Lynæs i Roskilde Fjord. Skibet er et levn fra tiden omkring 50 år efter vikingetiden, nemlig fra højmiddelalderen i perioden 1100-1200. Skibet formodes at være et handelsskib bygget ca. år 1140, og det var mindst 24 meter langt og 6 meter bredt. Skibet er en brik i historien om Roskilde Fjords betydning for handelsruterne i vikingetiden og middelalderen.

Lynæs-skibet var sandsynligvis på vej til Roskilde og lagde til ved Skuldevig, som var en boplads ca. en kilometer syd for Lynæs. Området har været flittigt brugt i den tid: Lynæs strand har således formentlig været naturhavn i vikingetiden frem til tidlig middelalder. Her havde de besøgende skibe adgang til drikkevand fra Boes Kilde.

Skuldevig betyder ordmæssigt ”en bugt, hvor man skylder noget”, så her har nok været et sted for afgifter og kontrol. Højen ved Sølager formodes at have været udkigspost, da den har en god placering i forhold til kontrol af skibe, der kommer ind i og ud af fjorden.

Vragdelene fra Lynæs-skibet kan i dag ses på Nationalmuseet som et såkaldt ”danefæ”, hvilket er bevis på, at det har stor kulturhistorisk værdi for Danmark.

Kysten langs Roskilde Fjord byder også på en række andre fund fra stenalderen, bronzealderen og vikingetiden – læs eksempelvis, hvad du kan opleve på vandre- og cykelruten Fjordstien her på havneguide.dk

Kilde: Halsnæs Lokalavis

Billede: Halsnæs Kommune

Koordinater:  Bredde: 55.940770
Længde: 11.871549           

Andre Gæve historier

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk