Svendborgsund

Svendborgsund er langt og strømfuldt. Strømmen er meget uregelmæssig, da den påvirkes stærkt af vinden. Nordvestlig storm giver som regel vestgående strøm med en fart indtil seks knob, og det samme gør sig gældende ved østlig storm. I ekstreme tilfælde kan strømmen gå i samme retning i flere dage. Ved rolige vindforhold vender strømmen ca. hver sjette time og har en fart på 2-3 knob.

Sundet var vejen til både verden og resten af øhavet, selv om det altid har været et vanskeligt farvand at besejle. De talrige rev og flak, brat ændrende dybder og skiftende strømforhold har gjort gennemfarten til et risikabelt – men smukt – foretagende. Sejlløbet går stejlt op til den brede, næsten tørre landgrund på begge sider og snor sig imellem flak og holme. Bortset fra en stejl skovklædt skrænt mellem Øksnebjerg og Christiansminde er kysten på Fynssiden lav med grønne skrænter.

I 1960’erne blev der bygget en kæde af broer, som – tværs over Tåsinge – forbandt Langeland med Fyn, og gjorde både Tåsinge, Langeland og Siø landfaste. Svendborgsundbroen stod færdig i 1966 og afsluttede Sundets historiske færgemonopol. Fra 1930’erne til 1966 var overfarten fra Svendborg til Vindeby på Tåsinge den mest befærdede færgerute i Danmark efter Storebæltsoverfarten. En million biler blev årligt sejlet over i starten af 1960’erne!

De gamle færgelejer er på begge sider af sundet blevet slugt af lystbådehavne. Det Sydfynske Øhav er et af Danmarks ypperste farvande til lystsejlads, og en af Danmarks ældste klubber – Svendborg Sunds Sejlklub – arrangerede sine første kapsejladser i 1866. Sejlklubben havde ikke et egentligt klubhus i mange år, kun et fast lokale på missionshotellet. Den gamle færgegård for Vindebyoverfarten blev brugt som klubhus fra 1958 indtil 1986, hvor Svendborg Sunds Sejlklub rykkede til Rantzausmindes store lystbådehavn.

Den runde lystbådehavn ved Svendborg er en af de første havne, der specifikt blev etableret til lystsejlerne, der i 1930’erne var begyndt at optage for meget plads i den indre havn.

Det vigtige sund har altid været af vital interesse for magten. Langs sundet ligger flere middelalderlige voldsteder som tunge perler på en snor. På Tåsingesiden har Kærstrup udgjort magtens centrum. Længere vestpå, ude efter sundets knæk ved Svendborg, har de to middelalderborge Horseslot og Saksenborg ligget helt ud til sundets vand. For Saksenborg, der var placeret stærkt på en lille odde, der skyder ud i Svendborgsund syd for Iholm, har kontrollen med sundets fart været oplagt. Det samme kan siges om Horseslot, der lå i Horseskov en kilometer længere østpå tæt op ad kysten. Borgene har til forskellig tid kunnet opkræve told eller udøve pirateri. På Fynssiden har Skattertårnet i den befæstede by Svendborg og kongeborgen Ørkild sørget for at overvåge sundet.[COLUMN]Borgene stammer fra den tid, da Det sydfynske Øhav var et udsat område. I 1100-tallet hærgede de vendiske pirater, og siden dannede øhavet grænseområde mellem kongemagten og hertugdømmerne i Slesvig og Holsten. Selv om øhavets vanddybder har forskånet området for de moderne kriges dybtstikkende krigsmaskiner, har ufreden dog ramt farvandet omkring Svendborg talrige gange, også efter at vendernes plyndringer stoppede.

Under Grevens fejde valgte Svendborg den forkerte side og blev plyndret af feltherren Johan Rantzau. I forbindelse med Grevens fejde var der den 16. juni 1535 et stort søslag i Svendborgsund. Den danske flåde, under ledelse af Peder Skram, havde i dagene forinden jagtet lybækkerne ned gennem Lillebælt og ind i Svendborgsund. Lybækkerne følte sig fanget i det smalle farvand, opgav deres skibe uden synderlig modstand og satte dem i brand. Under svenskekrigene blev Svendborg grundigt plyndret, og flere af øerne fik også svensk besøg. På Skarø var det dog danske soldater, der stod for ødelæggelsen.

Langs den vestlige del af sundet ligger flere gode naturhavne og ankerpladser. Fiskernes brug af sundet kan stadig fornemmes flere steder. Sandhagen ud for Strandhuse gik i mange år under det gammelnordiske navn Skælfiskegrunden, fordi der blev fisket muslinger her. Efter erhvervsfiskerne forsvandt, hedder Skælfiskegrunden nu blot Sandhagen.

Ved Fiskop er der stadig en lille udbygget jollehavn, garnhus og en læmur af tang. I Strandhuse, hvor lodshuset er bevaret, er der ikke mange spor af generationers fiskeri – nu er det store villaer, der ligger ud til stranden, ikke fiskerrønner. Flere andre små fiskelejer langs sundet fortæller den samme historie om kystfiskeriets tidligere betydning.

Mellem godset Lehnskov og halvøen Vornæs, breder sundet sig ud, og strømmen tager af.

Det nære sund blev betjent af paketter og færger. Sundfærgen Helge fra 1924 sejler stadig. Helges fem anløbssteder ved Grasten, Troense, Valdemar Slot, Vindeby Øre og Christiansminde har gamle rødder. Broen ved Valdemar Slot har rødder i den anløbsbro, baronen selv udskibede varer fra – altså en konkurrent til Svendborg Havn.

Hør Søkortsfortællingerne fra Frederiksøen i Svendborg Havn, fortalt af Marstal Museum her: http://youtu.be/HsHxQo8ObHw og om Vindebyfærgerne: http://youtu.be/6Rqb_kuk9hE

Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online: www.marmus.dk