Lindelse Nor

Lindelse Nor skærer sig ind i Langelands vestkyst, og noret kan med forsigtighed besejles af fartøjer med halvanden meters dybgang. Noret er stedvis meget lavvandet og har omkring Flintholm et stenrev. Sten- og sandgrunde gør indløbet vanskeligt, og man skal passe at følge den gamle pejling Højeklint-Fuglsbølle Kirkespir. Noret har fem små øer og tre små holme. Til de største øer, Langø og Lindø, er der bygget dæmninger. Langødæmningen blev bygget af landmanden Marius Christensen og hans sønner – et møjsommeligt arbejde, som blev afsluttet i 1911. Lindø har også et lille landbrug og er berømt i den danske arkæologi, fordi købmand Jens Winther, grundlæggeren af Langelands Museum, foretog nogle af sine første stenalderudgravninger her og for egen regning publicerede fundene. Jægerstenalderfolket boede ved noret, og arkæologerne kunne vade rundt langs kysten og gøre mange gode fund. Øen Kværnen er kun en hektar, men 11 meter høj og saddelformet og deraf navnet. Eskilsø er til gengæld ganske lav og græsbevokset. Bukø er den yderste af norets øer og består af en ni meter høj morænebakke bevokset med lidt træer og omgivet af lidt sandstrand. Her har ikke været landbrugsdrift. Som Kværnen og Eskilsø har øen været benyttet til græsning af kreaturer og får.

Noret har været besejlet siden middelalderen. Det ved vi fra udgravninger af stedet Købingshoved, et voldsted på en lille tange lidt nord for Kværnen. Købingshoved var som navnet siger en købing – en lille handelsplads dateret til begyndelsen af 1300-tallet. Pladsen lå godt beskyttet i bunden af noret, med vanskelig besejling, hvilket beskyttede mod overfald fra havet i de urolige år på Erik Menveds og Christoffer den 2.s tid. [COLUMN]Stedet blev aldrig en konkurrent til Rudkøbing, som allerede i 1287 fik købstadsrettigheder, mens Købingshoved blev forladt. Lindelse Nor har også været benyttet til vinterhavn for langelandske skuder. De kunne nemlig ikke ligge ved den vestvendte og udsatte kyst ud for Rudkøbing. Skipperne benyttede så Henninge nor eller Møllebugten. En ankerplads, som har været benyttet i middelalderen, er efter navnet at dømme Korsehoved. Her inde i noret bag den 15 meter høje bakke og med Langø mod øst var der sølæ. Vi kender navnet Kors- fra flere andre maritime lokaliteter, og det lader formode, at man i middelalderen opsatte et kors som sømærke, hvor der var sikker havn.

I dag besejles noret af en del lystbåde, mest stedkendte, hvoraf de fleste ligger opankret i læ af Bukø. Småbåde benyttes i noret til fiskeri – mest reje- og ålefiskeri, men nu er der langt mellem de gode ålefangster i kasteruserne. Med vestlig stormende kuling skal man holde sig fra noret, der med brækkende søer og de mange grunde er et ubehageligt sted. Det måtte den lille nordsøkutter Nordlys af Flensborg sande, da den med motorhavari søgte at krydse sig ud af noret men endte med at strande ved Høje Klint. Øhavet Rundt har i nogle år benyttet ankerpladsen ved Bukø, men kun når vejret var godt. Alligevel gik det galt et år, da den nyrestaurerede drivkvase Mæfikken af Fejø ramte stenene ved Flintholm og måtte slæbes til bådebyggeren i Rudkøbing for reparation af et ødelagt kølbord.

Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online: www.marmus.dk