Askø-Lilleø er nærmest opskriften på ro og afslapning – midt i dejlig natur.
Bemærk (2024): Anmærkning vedr. indsejling til Askø: Indtil videre er sejlads i området inden for den W-lige mole vanskeliggjort, idet der er forekomst af kraftige samlinger af tang og lignende i, eller lige under, overfladen. Sejladsen i dette område vil til tider være næsten umuligt for fartøjer med ringe motorkraft.
Et besøg på Askø
Når I sejler ind, så husk at kigge efter sæler, de ligger tit på ”Den Toppede Sten” lige ud for havnen – nogle gange ligger de og gasser sig på kajakroernes bro inde i havnen.
På havnen er der et veludrustet sejlerhus med køkken og opholdsrum, og der er grillpladser rundt på området.
Askø Lystbådehavn har 12-15 gæstepladser, og ifølge havnefogeden kan I godt forvente, at der er en plads.
Øen er absolut en udforskning værd, og I kan leje en cykel på havnen. Ca. to km fra havnen, finder man øens gamle velholdte kirke, og et lille museum om øen.
Ø-Varer
Askø har ingen spisesteder. Dagligvarer købes hos købmanden – her finder I også den lokale æblemost. Hvis I spørger rundt på havnen, kan I være heldige at købe ål eller rejer ved en lokal fisker. Årstidens produkter; æbler, blommer og honning bliver solgt rundt på øen.
Lilleø - lige over dæmningen…
Der er ca. fire kilometer fra havnen til søsterøen Lilleø. Turen er en flot og varieret oplevelse, der byder på den smukkeste natur, gamle velbevarede huse og gårde og flot udsigt.
Turen går over en 700 meter lang dæmning mellem de to øer, en sjov oplevelse, hvor man går ”lige midt i Smålandsfarvandet”.
Lilleø er kun én kilometer lang, så når I er derude, er det oplagt at gå ’øen rundt’ – her er en ufattelig ro; på en varm sommerdag står luften nærmest stille og sitrer – og så er her et spændende fugleliv.
Lilleø er i øvrigt kendt for sine store plantager med æbler, pærer og blommer. Blandt andet Claus Meyer har sat Lilleø på landkortet med frugtplantager. Her er også vinproduktion – med 14.000 vinstokke.
Børneparadis
Vi kan godt love, at roen sænker sig, både over jer og over børnene. Der findes en legeplads på øen, men de fleste børn foretrækker at lege ved den børnevenlige strand tæt på havnen eller at fange krabber, fiske eller kigge efter sælerne. Er der fiskeinteresserede ombord, skulle der være gode muligheder for at fange en havørred.
Hvis nogen ombord – måske børnebørnene – gerne vil prøve sove i shelter eller i telt, er der mulighed for det i Askøs nye sheltere (med bålplads) eller på teltpladsen i forbindelse med sejlerhuset.
Tip: husk myggebalsam – der kan være ret mange myg på Askø.
Tip-Tip: Shelter bookes her.
Faciliteter
- Bad
- Grill
- Autocamper
- Toilet
- Cykeludlejning
- Slæbested
- EL
- Kran
- Indkøb
- Vand
- Wi-Fi
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Hjertestarter