Rudkøbing Løb

Nord for Bredningen ligger Rudkøbing Løb. Et løb er en naturlig eller gravet rende, som fører igennem et lavvandet farvandsafsnit. Rudkøbing Løb var oprindelig afløb for den indsø, som Bredningen var efter istiden. Dér, hvor løbet kom nærmest kysten, var der en god ladeplads, og her opstod købstaden Rudkøbing, som havde en skibsbro men ingen egentlig havn indtil 1826. Større skibe kunne ikke komme ind til skibsbroen, og dét samt et lille kanonbatteri bygget på skibsbroen forhindrede under svenskekrigen to gange i oktober måned 1658 svenske soldater i at gøre landgang ved byen. De svenske orlogsfartøjer beskød med kanoner byen, dog uden at forrette større skade. Desværre for langelænderne lykkedes det senere svenskerne at gøre landgang på Nordlangeland, og de erobrede hele øen, som blev grundigt udplyndret. Rudkøbing Løb har sikkert fra gammel tid været afmærket af stager og søtønder. I 1800-årene voksede skibstrafikken, og frem for alt da dampskibsfarten kom i gang, blev behovet for en god og sikker farvandsafmærkning uomgængeligt. Der blev oprettet et lodseri i Rudkøbing. Løbet havde sin naturlige, lidt snørklede rende, og det ønskede man af hensyn til skibsfarten at rette ud og uddybe. Manden for dette arbejde var H. P. Hoff, der var bendrejer, bundgarnsfisker og lysestøber, men i 1845 begyndte han som entreprenør og havnebygger. Han overtog fem år senere den privilegerede færgefart mellem Vemmenæs og Rudkøbing, blev postkontrahent og tog i 1866 initiativ til modernisering af færgefarten ved bygningen af Øhavets første dampskib: S/S Rolf. Ved flere senere lejligheder er Løbet blevet rettet ud og gravet dybere. I dag holder renden tre meters dybde. Løbet er fyrbelyst med tre ledefyr. Før Anden Verdenskrig havde ledefyrene petroleumslamper, men efter krigen blev de erstattet af ellamper. Der er tilhørende dagsignaler i form af båker.

Løbet blev hele året besejlet af færgerne til Marstal og Strynø, men fra 2013 er færgefarten til Marstal ophørt – forhåbentlig midlertidigt. I sommerhalvåret er trafikken af lystbåde stor, og det er fornøjeligt som færgepassager at betragte de mange lystbåde. Heldigvis er det yderst sjældent, at der er problemer eller kollisioner i Løbet, men alligevel kan man komme ud for overraskelser, som da Strynboens skipper, Jørgen Rasmussen, en dag måtte stoppe op, da en mindre eskadre af kvier i god frisvømningsstil krydsede renden. De var stået til søs fra Monnet på Tåsinge og gik med vind og sø med kurs mod Langeland, hvor de også kom i land og senere blev indfanget.Rudkøbing Løb fortsætter fra Rudkøbing Havn nordover, og i dag ligger Løbet i det 80 meter brede gennemsejlingsfag midt på Langelandsbroen, der i 1962 forbandt Langeland med Siø. Broens fri højde er 26 meter – ikke tilstrækkeligt til større sejlskibe. Den velafmærkede rende fortsætter et godt stykke nordpå og slutter ved den nordlige anduvningsbøje på højde med Pæregård på Langeland og Vemmenæs Skov på Tåsinge. På Langelandssiden ligger en række grunde: Nærmest broen Bagergrunden, derpå Rifbjerg Grund og længst mod nord Middelgrund.  [COLUMN]Rifbjerg er en lille landsby med en strandnær bebyggelse. Her fra stammede skibsfører Carl Pedersen Rifbjerg, som grundlagde Rudkøbing Sømandsforening 1853, og ja – vores store forfatter Klaus Rifbjerg nedstammer fra denne slægt. Under sejlads gennem Løbet er det sket for ikke så få fartøjer, at de har overset et mærke eller har været sløsede med styringen, hvilket har medført grundstødning. For eksempel grundstødte nordsøkutteren Grønne Erna af Svendborg og stod et stykke tid inden den blev slæbt fri af lodsbåden Ejno. I hårde isvintre har man med nordvestlig kuling kunnet iagttage stærke isskruninger ved Rifbjerg Grund. Flagerne skyder sig oven på hinanden og kan danne meterhøje isvolde.

En gammel, men nu bortglemt beskæftigelse i Øhavet var sandgraving. Sandgraverne var folk i købstaden, som med en lille båd sejlede ud og opsøgte steder med sandstrand eller grus, som de så gravede op og lastede i deres båd. Det var en tung last, og båden lå med et lille fribord, så det var med at tage sig i agt for vind og sø og nøje vide, hvad båden forsvarligt kunne laste. Vel hjemme i havn lossede sandgraveren dagens last op på kajen. Og det blev så kørt hen på en nærliggende oplagsplads, hvor materialet lå til bortsalg. Køberne var murermestre og private. Man brugte nemlig sand i husholdningerne – til gulvet. Sandgraveriet foregik langt op i tiden. For eksempel blev meget af det grus, som blev brugt til bygningen af de mange bunkers på Langelandsfortet i begyndelsen af 1950’erne, leveret af en sandgraver fra Rudkøbing, Niels Pil. Han havde et lille fartøj med en skovl og fandt gruset på Rifbjerggrunden og rundt omkring i Øhavet – blandt andet ved Avernakø. De var to mand beskæftiget med grusgravning på den måde.

Strømmen i Rudkøbing Løb er enten nordgående eller sydgående – og skifter hver sjette time. I en kort periode er der slækstrøm. Strømmen skal man tage sig i agt for, og den kan undertiden løbe 4-5 knob, hvilket gør det umuligt at ro modstrøms i en jolle og nedsætter farten betragteligt for alle andre fartøjer enten de er for sejl eller motor.

Lodsbåden Ejno, oprindelig bygget til Storebæltlodseri i 1898, var fra 1950 i tjeneste ved Rudkøbing Lodseri. Båden var travlt beskæftiget med lodsninger og nok så meget vedligeholdelse af de mange sømærker i Løbet. Sømærkerne blev taget på land hvert forår i april-maj, og et nymalet og klargjort sæt blev udlagt. Lodsbåden blev også brugt til bugseringsopgaver. For eksempel var det lodsbåden, der bugserede soklerne til bropillerne på Langelandsbroen. Det var hule kasser, som bugseredes mellem to store sukkerroepramme, og på den ønskede position blev soklen firet ned på bunden og fyldt med sand. Bugseringen skulle naturligvis foregå i slækstrømsperioden. I dag er den grønmalede lodsbåd restaureret – en fryd for øjet – foreningsejet og et sejlende kulturminde med hjemsted i Rudkøbing.

Hør Søkortsfortællingerne fra Rudkøbing Havn, fortalt af Marstal Museum her: http://youtu.be/ZYew_wYDSjg og om Paketten Mjølner: http://youtu.be/6HJCiX1o0wo

Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online: www.marmus.dk