Drejø

For 15.000 år siden var øhavet ikke kendt for sit milde klima. Tværtimod var hele området dækket af is, der var skubbet ind over området fra Østersøen. Ad flere omgange er Sydfyn blevet formet af gletsjernes kræfter. I ældre stenalder var landskabet sammenhængende og beboet af jægere og samlere. I de følgende årtusinder blev landarealet reduceret, og efterhånden stak kun de højeste bakker op: øerne. Øhavets 55 øer og holme blev i middelalderen primært brugt til jagt, indtil landsbyerne på de større øer blev grundlagt i 1400-tallet. Øerne var selvforsynende minisamfund, hvor alle kendte alle, og hvor man ikke stak næsen for langt frem. Når man sejler i dette farvand med øerne i horisonten, er det let at forstå, hvorfor sydfynboerne siger, de sejler op på øerne.

De fire øer Drejø, Skarø, Hjortø og Birkholm blev i 1555 lagt sammen til et sogn under Drejø. Øerne var en administrativ enhed indtil 1964, hvor Birkholm kom under Marstal, og de andre øer kom under Svendborg Kommune. Sognet talte i 1921 535 sjæle – i dag bebos sognet kun af 100.

Adskilt fra fastlandet af vand, var søfart og fiskeri et grundvilkår – havets omskiftelighed ligeså. Frugterne af naboskabet var mangfoldige. Jorden blev gødsket med tang, og fiskeriet var et vigtigt supplement til landbruget. Øernes gårde gik sammen i bådelaug og havde fiskerettigheder. Drejø havde egne bådebyggere, og kontakten mellem øerne blev holdt ved lige ved hjælp af smakkejollerne. Øerne var ikke så isolerede som man måske skulle tro. Mange nytilflyttere blev importeret til ægteskab, og vandet forbandt mere end det adskilte. Øboerne følte sig i hvert fald ikke som en del af periferien. En ældre dame på Drejø har i et berømt citat hævdet, at Drejø lå midt i verden – midt imellem Ærø, Tåsinge og Fyn.

Den primære rute til Drejø går gennem Højesteneløbet. Højestene adskiller Drejø fra Hjortø, og gennem løbet fører en gravet rende, hvor færgefarten mellem Ærø og Svendborg passerer. Tvillingemærkerne ved løbets begyndelse kaldes lokalt for Hans og Rasmus, efter to brødre, der arbejdede på Svendborg Havn.

Da øerne fik færger, blev kontakten med omverdenen mere regelmæssig. Om aftenen, når det var dampertid, samledes Drejøs ungdom ved færgebroen for at tage imod og spørge nyt, en skik der holdt sig godt op i 1960’erne. Færgerne er den eneste transportmulighed til øerne og indgår også i beredskabet. I Højestenes kaffestue blev der ligefrem født en lille dreng i december 2013.

Den store ø Ærø var den første ø, der fik fast færgefart. Færgen mellem Ærø og Svendborg lagde ikke til ved Drejø, men posten fra Skarø sejlede op til færgen i sin båd og sejlede passagererne ind til Drejø, hvor han ved lavvande bar dem i land på sin ryg.[COLUMN]Den første færge begyndte at anløbe Gammelhavn på nordsiden af Drejø i 1883 og sørgede for bedre forhold for både passagerne og posten. Gammelhavn er en lille velbevaret havn, hvis rødder rækker langt tilbage i tiden, og hvor man stadig kan finde et velbevaret kystmiljø med skure, slip, stejleplads og fiskehuse. Nutidens færgebro på sydsiden af øen er af nyere dato (1905). Drejø og Skarø begyndte med samsejlads i 1973 efter flere år, hvor øernes færgeforbindelse havde været usikker, fordi D/S Ærø ikke længere lod færgen mellem Svendborg og Ærøskøbing lægge ind ved Drejø, som den ellers havde gjort. Hovedøen Drejø var centrum i Drejø Kommune og Sogn. Drejø består af den store hovedø, hvor Drejø by ligger, og den mindre, men kuperede Skoven. De to er forbundet af en lav landtange, Drejet, som har givet øen navn.

I 1921 havde Drejø 298 indbyggere, i dag bor der omkring 60. Øboerne levede af landbrug og havde også industri – eksempelvis en træskofabrik og smedje foruden et teglværk. Teglværket (1899-1917) lå på øens vestligste spids, ved Næbbesodde, hvor de mange teglsten i brændingen stadig vidner om fordums industri. Den blev i øvrigt aldrig særlig profitabel. Teglstenene var besværlige og dyre at sejle væk. Samtidig er det en pudsig tanke at grave den jord væk, som var så dyrebar. På nordsiden af Drejø, ved Høllehoved, er der bevaret flere tangdiger, som man har brugt til at inddæmme nyt land med.

I farvandet vest for næsset ligger Mads Jensens Grund, hvor der er gode fiskebanker. På det dybe vand omkring grunden bliver der klappet – det vil sige dumpet opgravet havnebund – fra sydfynske havne. Danmarks Fiskeriforening er meget utilfreds og frygter for, hvordan det vil påvirke fiskeriet i området.

I slutningen af 1800-tallet var fiskeriet på øerne i vækst. Fra øhavet blev de friske fisk sejlet især til Norge med kvaseskibe med indenbords damme til transport af levende fisk. I 1885 fik fiskeren Rasmus Christensen fra Drejø og Peder Larsen fra Strandhuse en lys idé og dannede Kvaseselskabet Drejø, som frem til 1927 sejlede mange sydfynske torsk til Oslo.

Det var ikke kun fisk fra øerne, der blev sejlet ud i den store verden. Nordvest af Drejø ligger den lille holm Flæskholm. Lokalt hentyder navnet Flæskholm til, at en smakkejolle fra Drejø forliste i det lave vand nær øen med en ladning flæsk til Faaborg. Samtidig er flæsk en gammel betegnelse for noget afskåret eller en kødskive, så navnet kan måske stamme herfra.

På Drejø Kirke er et stormflodsmærke fra 1872, der viser, hvor højt vandet stod, men vandet kan også gå den anden vej. Efter orkanen i 1999 var der så lavvandet omkring Drejø, at Gunnar Eriksen fra gården Kildager, kunne gå til Grydholm nord for indsejlingen til Gammelhavn og i det lave vand finde en hidtil uopdaget stenalderboplads.

Hør Søkortsfortællingerne fra Drejø, fortalt af Marstal Museum her: http://youtu.be/ZeAonkIqBSo

Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online: www.marmus.dk