Dyreborg (55° 04.288’ N 010° 13.079’ E) er en gammel fiskeplads, hvor der nu kun er fritids- og bierhvervsfiskere tilbage. Man siger i folkemunde, at Dyreborg blev bygget på sild. Baggrunden er, at fiskerne i perioden 1880-90 oplevede et regulært sildeeventyr. Det gav penge og dermed øget vækst i det lille samfund, en vækst der resulterede i 37 nye huse og en tredobling af befolkningen. Når man ser ind mod havnen fra søsiden, er der gammel bebyggelse nede omkring den. Men til venstre, altså mod syd, ses resultatet i form af en ensartet bebyggelse bestående af mindre, fritstående huse. Da det gamle Dyreborg på dette tidspunkt stadig var ejet af greven på det nærliggende Hvedholm, fik nybyggerne fra starten lov til at kalde den nye bebyggelse for Ny Dyreborg. Vejen, hvor husene kom til at ligge, fik naturligt nok navnet Fiskervænget.
I slutningen af 1800-tallet blev Dyreborg med sin gode beliggenhed attraktiv for blandt andre Faaborgs borgere, der ville ud i landskabelige omgivelser i de varme sommermåneder. Det gav ideen til at få indrettet Dyreborg Sommerhotel i Fiskervænget i en ca. 20 år gammel købmandsforretning, som var blevet udkonkurreret af en nystartet brugsforening. Så med ide fra en københavnerskuespiller blev sommerhotellet indrettet og åbnet omkring år 1900. Da der kun var tre værelser, entrerede man med de lokale fiskere, hvor familier kunne leje sig ind, når fiskerfamilierne flyttede ud i deres udhuse. De ferierende sommergæster var så på pension på sommerhotellet, der hurtigt blev udbygget med en stor sal med plads til et lille hundrede spisende gæster.
På den måde begyndte Dyreborg også at blive et udflugtsmål for Faaborgs mange foreninger, når der skulle være fest eller udflugt. Da man i 1903 stiftede Dampskibsselskabet Ellen, kom Ellen da også til at besejle den nye rute Faaborg-Dyreborg-Lyø-Avernakø-Søby. Den eksisterede frem til 1928. [COLUMN]Dyreborg Kro, som sommerhotellet efterhånden kom til at hedde, eksisterede helt frem til 1974, hvor det blev solgt til en nydannet andelsforening, der var blevet dannet af en gruppe københavnere til lejligheden for at benytte huset som feriebolig. Mange af de gamle dyreborgensere har uden tvivl haft deres bange anelser om, hvad det nu kunne bringe med sig. Men alt er gået fint med et godt naboskab. I dag er de fleste beboere i Dyreborg tilflyttere, der har kunnet betale de stigende huspriser. Så området har fået et lidt eksklusivt præg. Fiskerne bosatte sig nær ved vandet udelukkende af praktiske årsager i modsætning til de nye beboere, der gør det for den dyrt betalte udsigts skyld. Mangt et markant træ, der har markeret kystlinjen er derfor desværre blevet fældet, fordi det har stået i vejen for den frie udsigt!
Dyreborg fik først sin nuværende havn i 1940. Før den tid havde man kun haft en bådebro, hvor blandt andet den føromtalte dampfærge Ellen kunne lægge til og fiskerne havde deres skibe, hvis de ikke lå for svaj. Denne bådebro fungerede fint frem til en orkanagtig snestorm fra ØSØ i Det Sydfynske Øhav natten mellem den 18. og 19. januar 1937. Snestormen resulterede i, at bådebroen blev ødelagt, og flere fiskere blev mere eller mindre ruinerede. Fire både sank og blev overdækket af grødis, så det var umuligt, at hæve dem, før isen var smeltet. Flere både blæste op på land sammen med en sildebåd, der brækkede midt over. Hvis der som forventet kom isvinter, regnede den lokale lods med, at flere skibe kunne gå til. Til den daværende Faaborg Avis udtalte han, at han i de 29 år, han havde været lods på Dyreborg, ikke havde været udsat for så hårdt vejr. Samt at der gennem alle årene altid havde været store problemer med storme fra SØ. Ud over et almindeligt mismod over situationen, rejste der sig et krav om etablering af en egentlig havn, der altså først blev etableret i 1940.
Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online: www.marmus.dk