Bredningen

Farvandet mellem Ærø, Strynø og Langeland har intet navn på søkort 170, men lokalt kaldes det for Bredningen. Mod syd afgrænses Bredningen af holmene mellem Langeland og Ærø og mod nord af Rudkøbing Løb og Tåsinge grunde. Bredningen har for Øhavet pæne vanddybder på fem-seks meter, og sejlads giver derfor ikke problemer, hverken når det gælder færgefart eller lystbåde med køl. Færgeruten Rudkøbing-Marstal ophørte den 20. januar 2013. Den havde ellers eksisteret siden 1866, da dampskibet Rolf begyndte at besejle ruten. Efter sidste istid og i stenalderen var Bredningen en sø med ferskvand, omgivet af egeskov. Skoven stod på de grunde områder, og rester af denne stenalderskov står stadig på bunden. For en del år siden havde Strynøfærgen et havari på sin skrue. Det viste sig, at skruen havde ramt en træstamme, som lå på bunden. Denne stamme blev af dykkere bjærget og bragt i havn, og der blev lavet en dendrokronologisk datering, som fastslog egestammens alder til 7000 år. Træet var i øvrigt meget hårdt, næsten umuligt at save i.

På havbunden er udlagt tre ledninger – nemlig et strømkabel som går fra Strynøs sydspids til Korsehoved, endnu et elkabel som går fra Strynø Havn og til et sted syd for Kragholm og endelig en vandledning fra Langeland og næsten stik vest til Strynø Havn. Elkablerne er afmærket med for- og bagbåker, så man ved, at her skal man ikke lade ankret gå. Vandledningen til Strynø blev etableret for omkring 20 år siden. Vandkvaliteten på Strynø var ikke god, og de ikke særligt dybe brønde var forurenet med sprøjtegifte og colibakterier. Derfor var vandledningen meget velkommen, og de gamle brønde blev nedlagt. Vandledningen skulle spules ned i havbunden, så den lå beskyttet, og inden da skulle Langelands Museum med dykkere afsøge det tracé, som ledningen skulle lægges i, for at sikre sig, at der hverken var fortidsminder eller historiske skibsvrag. Dykkerne fandt intet, men en dag var de meget overraskede over aggressive krabber, som bed sig fast i dem – en usædvanlig adfærd. Det var midt på sommeren, og da de næste dag dykkede ned, fik de forklaringen. Der havde været iltsvind, og der lå døde krabber over hele havbunden. Krabberne vidste, hvad der var på vej og søgte at komme væk! Udledningen af kvælstoffer, gødning og sommervarme skaber iltsvind og bundvendinger. Om sommeren med varmt vejr kan man også se en voldsom vækst i brunalgebestanden og ålegræs, og det såkaldte fedtemøg driver i store mængder rundt i Øhavet og giver ikke lyst til frisvømning.

Bredningen har kun ét sømærke. Det er den såkaldte Joensprik, som står knap trekvart sømil syd af Strynø. Dette sømærke er af gammel dato og formentlig senest udlagt, da dampskibe begyndte at trafikere Rudkøbing-Marstal. Ingen ved i dag, hvem denne Joen var. I sin tid var mærket en solid pælekonstruktion forsynet med topbetegnelse og i en lang periode med en lampe, som blev passet af toldbetjenten Rubæk Hansen på Kærvej på Strynø efter aftale med Sydfyenske Dampskibsselskab. Han havde en toldjolle – en smakkejolle, og med den sejlede han ud til lampen, hældte petroleum på og sørgede for, at lampen brændte klart. Årsagen til, at der skulle være lys på Joensprikken, var at Sydfyenske Dampskibsselskab havde en natdamper, som sejlede Rudkøbing-Marstal. I mange år var det dampskibet Agnete, der sejlede natturen.

Toldbetjent Rubæk Hansen udklarerede skibe på Strynø og i Ristinge, og han skulle inkvirere de skibe, som passerede Bredningen. I 1917 kom der afgift på snaps og tobak, og det følgende årti blev en blomstringstid for smugleriet. Smugleriet foregik fra Tyskland, og det var især fiskere fra Rudkøbing, som, når de sejlede til Kiel med deres fangster, blev fristede til at købe billig spiritus. Rubæk Hansen kendte til den trafik, og han brugte flittigt sin jolle, fra 1919 med ilagt motor, standsede fiskerne ude på Bredningen og ransagede fartøjet. Fandt han noget, vankede der bøde og konfiskation. Fiskerne fandt så på at kaste flaskerne over bord solidt afmærket med en bøje. Men også den fidus opdagede toldbetjent Rubæk Hansen. I hans patruljejournal fra 20. januar 1922 står der: Fandt to kasser spiritus flydende ved anker ud for Kragholm. Og efter en jagt på fiskekutteren Helga af Rudkøbing, så toldbetjenten noget blive kastet i vandet. Tidligt næste morgen sejlede han ud og fandt 140 liter spiritus flydende i vandet. Det var ikke uden grund, at fiskerne om toldbetjenten på Strynø sagde: Han sover kun med det ene øje lukket!

Ristinge Bro er gammel. Lidt sydvest for den nuværende bro og bådehavn ser man en stenrække, resterne af en gammel skibsbro. Det er færgebroen. Herfra sejlede både over til Marstal med post og passagerer. I en periode var Ristinge også et lille søfartssamfund med hjemmehørende galeaser, jagter og slupper. Om vinteren lå skibene for anker i den lille bugt, og når foråret kom, startede man sejlsæsonen. Her hørte motorpaketten Mjølner hjemme – bygget i 1922 – og i dag sejlende museumsskib, som med sin hyggeligt tøffende glødehovedmotor er let at genkende undervejs i Øhavet. Ordet paket er i dag næsten glemt, men over alt i Danmark sejlede paketter, små sejlskibe, senere motorskibe, som medtog gods og passagerer på en bestemt rute. Mjølner sejlede på ruten Ristinge-Rudkøbing-Svendborg. Ristinges sidste fragtskib, galeasen Ramshøj blev solgt i 1967. Nu er det kun små både, som ligger på reden og få lystbåde, der anløber havnen. Stedet ånder fred og ro og idyl, når aftensolen glitrer i havet. Noget nord for Ristinge lå en anden ladeplads – Kædeby Bro. Den blev anløbet af de kystdampskibe, som i mange år sejlede langs østkysten af Langeland. Broen havde et tipvognsspor, og sejlskibe anduvede for at losse kul og paketten Mjølner for at tage stykgods. I dag er der ikke andre spor af broen end en række sten.

Ristinge Løb mellem Ristinge Hale og Storeholm er i dag helt tilsandet og lader sig ikke besejle. Her er desuden vildtreservat. Før tilsandingen kunne løbet benyttes af både på sejlads langs Langelands vestkyst. I 1924 strandede fiskekutteren Marie af Rudkøbing i et forsøg på at komme igennem Ristinge Løb. Mandskabet havde været beruset, og kunne ikke finde vej, men var dog åndsnærværende nok til at bringe fem sække med spiritus i land på Storeholm og dække dem med tang. Marie blev konfiskeret, som andre smuglerfartøjer, for at dække betalingen af afgifter og bøder.[COLUMN]Smakkejollen er det oprindelige lille sydfynske brugsfartøj. De fleste smakkejoller fandtes i havnene i Rudkøbing og Marstal, men der var også smakkejoller på øerne og rundt langs kysten. De blev brugt til fiskeri med kroge, ruser og garn. På øerne brugte man dem til sejlads til andre øer og til byerne. Holmene spillede en vis økonomisk rolle. På Strynø findes meget lidt eng, og derfor spillede holmene en vigtig rolle i dyreholdet. Til holmene kunne en jolle knap sejle, så dér brugte man pramme, som var fladbundede. Smakkejollerne gik af brug, da de små bådmotorer kom frem efter Første Verdenskrig. Man byggede nu motorjoller, som var mere fyldige agter og havde en indenbords benzinmotor på nogle få heste. Motorjoller med dam var den mest udbredte form for båd, indtil glasfiberbåde med påhængsmotorer afløste dem. Smakkejollen blev dog ikke glemt, og i 1970’erne blev der igen interesse for dem. Det var yngre folk, som enten restaurerede og opriggede gamle joller eller byggede nye. Der bliver hvert år afholdt kapsejlads og stævne af Fyns Smakkelaug, og der dystes om vandrepokalen Ellen Marsvins kaffekande. Bredningen krydses også på den årlige sommersejlads for mindre træskibe, joller og dæksbåde, Øhavet Rundt. Denne sejlads startede som en protest mod, at småfartøjer – under 18 bruttotons – var forment deltagelse i arrangementet Fyn Rundt. Derfor foregår de to sejladser samtidigt. Ud for Strynø Havn kan man tit se smakkejoller – oftest tosmakker – krydse rundt. Det er joller fra Smakkecenteret, en institution som åbnede i 1993 med det formål at bruge de traditionelle både i moderne fritidsliv. Smakkecenteret har desuden en museumsafdeling med gamle både og en teltplads. Centret modtager også lejrskoler og har en dertil indrettet sovesal.

Den største havn i Bredningen er Grevebroen på Strynø. Øen ligger som en lav morænebakke i havet, omkring 500 hektar stor. Den er frugtbar. Siden middelalderen har den været befolket, og der har været drevet landbrug. Øboerne måtte færdes over havet, og især var der bådtrafik til de nærmeste købstæder Rudkøbing og Marstal. Øen manglede dog en havn, hvor lidt større fartøjer kunne losse og laste, og i 1867 blev der bygget en skibsbro. Den blev kaldt Grevebroen, fordi grevskabet Langeland, under hvilket øen hørte, bekostede byggeriet. Grevebroen blev udbygget af flere gange. Da de første dampskibe i 1870’erne begyndte at trafikere området, kunne de ikke anløbe broen på grund af den ringe vanddybde. I året 1900 blev broen forlænget og ombygget, og Det sydfyenske Dampskibsselskab begyndte at anløbe øen med de dampskibe, som besejlede ruten Rudkøbing-Marstal. Man satte et flag på brohovedet, når der var passagerer. Ved stærk østlig vind kunne man ikke lægge til. Dampskibene lastede og lossede ved brohovedet, og det gjorde paketskibe og små fragtskibe også. Broen blev hvert år anløbet af en tremastet skonnert, som kom med kul til andelsmejeriet. Losningen foregik med håndkraft, og andelshaverne kom på skift kørende med deres hestevogne. Losningen tog næsten en uge. Omkring 1900 havde Strynø en del skippere, styrmænd og søfolk. Øens fragtfartøjer lå om vinteren i Rudkøbing Havn. Grevebroen var ikke sikker havn vinterdage. Fiskernes fartøjer – joller, både og drivkvaser – lå om sommeren i en lille bådehavn inderst på sydsiden af Grevebroen. Der var gravet en rende ind til denne bådehavn, som dog havde tilbøjelighed til at sande til. Derfor blev bådehavnen opgivet og erstattet af et bassin for både og mindre fartøjer anlagt på broens sydside. Om vinteren blev bådene trukket på land.

I 1954 blev der bygget et færgeleje. Det sydfyenske Dampskibsselskabs motorskibe kunne nu medtage automobiler. Dampskibene havde kun undtagelsesvis medtaget en bil eller to. I 1966 ophørte Det sydfyenske Dampskibsselskab med at besejle Strynø, og et nyt selskab under navnet Strynø-Rudkøbing Færgefart blev stiftet og har siden besejlet ruten Strynø-Rudkøbing med en motorfærge – i mange år Strynboen med plads til 10-12 biler. Væksten i antallet af lystbåde, såvel i Danmark som i Nordtyskland, fra 1960’erne har resulteret i mange anløb af gæstende lystbåde. Øens beboere har også anskaffet sig lystbåde. Til gengæld er fragtskibene væk, og det samme gælder erhvervsfiskefartøjerne. Grevebroen var i 1990’erne i forfald, men i 2008 blev havnen fornyet og udvidet, så den i dag lever op til færgefartens og gæstende bådes krav. Der er anskaffet en ny færge og bygget nye færgelejer i sommeren 2013.

Bredningen har selv i krigstid været præget af fred. Fjendtlige magter turde ikke sejle ind i dette lavvandede og svært tilgængelige område. Det siges, at Anden Verdenskrig kom til Strynø, da en tysk soldat ved en fejltagelse gik fra borde på Strynø i stedet for i Marstal. Der har heller ikke i nyere tid været dramatiske skibsforlis. Med en sydvestlig piver eller en kold nordøstlig kan Bredningen dog godt byde på ubehagelig krapsø, som let kan give en våd trøje. Drukneulykker og forlis af både er jævnt hen forekommet. En bundgarnsjolle fra Marstal var sejlet til Majtræsfest på Strynø, og på retursejladsen med passagerer gik den ned. Flere af de ombordværende druknede, mens andre bjærgede livet ved at svømme til et bundgarn og holde sig fast der, indtil der kom hjælp. En anden meningsløs ulykke skete, da to unge fra navigationsskolen i Marstal i en speedbåd lå og krydsede Marstalfærgens kølvandsbølger med det resultat, at båden væltede, og de unge blev kastet i havet. Det lykkedes færgen at redde den ene, mens den anden druknede.

På Bredningen er der meget trafik af lystbåde i sommerhalvåret – naturligvis mest i højsæsonen juli-august, og der er dage, hvor hundredvis af både passerer. Thurø Sejlklubs Øhavet Rundt sejles i august, og det er et flot syn, når alle kølbådene omkring 60 stykker med sydvestlig vind kommer som perler på en snor med spilerne sat. I 2012 var det 42. gang sejladsen fandt sted. På dage med havblik er der mulighed for at træffe Danmarks lille hval: marsvinet. De observeres som regel i små grupper og afsløres, idet rygfinnen bryder havoverfladen, når de skal trække vejret. Forår og efterår ses mange knortegæs og edderfugle på vandet, og skarven ses hele året i sin evige søgen efter mad – undertiden tørrer den dog sine vinger på en pæl eller sten. På himlen ses kileformationer af grågæs og bramgæs, og man hører førergåsens gak-gak hvert forår og efterår. Gæssene er henholdsvis på træk nordøstover og sydvestover. Store flokke af gæs raster nu på de arealer, som på Strynø er taget ud af drift og udlagt til græs.

Hør Søkortsfortællingerne om Bredningen, fortalt af Marstal Museum her: http://youtu.be/XYvegg_BXYo

Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online: www.marmus.dk