- Søkortsfortællinger
- Møkedybet
Møkedybet
Mørkedybet hedder den naturlige rende, som fra Marstal fører sejlende vestpå. I slutningen af istiden var renden en smeltevandsflod. Sømærkerne står tæt ved hinanden. Til bagbord ligger Skaaen, som kan besejles og benyttes af lokale til at skære forbi det østligste af den afmærkede rende. Det snævre løb er sommerdage stærkt trafikeret, og man møder mange forskellige både. Der hilses som regel med hånden, når man passerer hinanden. Man er så klos på hinanden, at man ikke kan undgå at observere sejlerlivets mangfoldighed. Nogle – som regel i medvind – sejler særdeles let påklædte, nogle med badeudstyr til børnene og sikkerhedsnet opsat langs søgelænderet, agterude slæbes en plastikand. Andre – i modvind – er iført strikkede trøjer og huer. Det kan ske, at en båd i KDY-old stile passerer, og så ses velpudset messing og hvide kasketter. Endelig er der de nye ejere af planende motorbåde, som i stor fart og temmelig hensynsløst larmer forbi iført solbriller og baseballkasket med skyggen agterud. Speedbådens hækbølge forårsager voldsomme rulninger i de forbipasserende mindre både, hvilket under uheldige omstændigheder kan rydde et frokostbord. Det er Øhavets motorbøller. På styrbord side er der ikke meget vand, og man passerer Grensholm, Bredholm, hvor der græsser får, og to små lave holme, Buddiken og Græsholm, inden man 1,5 sømil længere fremme når til Birkholm på styrbord side og Store Egholm på bagbord side.
Birkholm har en lille havn, og der er en postbåd til Marstal, som medtager passagerer. Øen bebos af mindre end ti personer. I 1870 var befolkningstallet 89. Det er den laveste af de beboede sydfynske øer, og den er omgivet af diger. Det inderste dige er bydiget. Her bag digerne med de grønne græsmarker og den høje himmel får man næsten en fornemmelse af at være i Frisland eller på en af de frisiske øer. Øens højeste punkt, Hyllens Bakke længst mod vest, er kun 2,5 meter. Husene og de få gårde ligger samlet omtrent midt på øen og udgør en lille landsby. Under stormfloden den 12. november 1872 brød havet gennem digerne og oversvømmede øen på nær det højeste punkt. Befolkningen måtte søge tilflugt på huslofter og tage indtil de kunne blive reddet. Ingen mistede livet, men skaderne var store, for indbo, huse, besætning og marker var ødelagt af saltvandet. Postbåden går som sagt til Marstal, men ind til 1980 sejlede desuden en paketbåd fra Birkholm via Drejø, Hjortø, Skarø til Svendborg en gang om ugen. Den lastede landbrugsvarer, blandt andet grise og returnerede med foderstoffer og gødning til øerne. [COLUMN]Siden 1990’erne er der ikke drevet landbrug på Birkholm, men nogle landmænd på Taasinge og Fyns Kolaug har forpagtet jorden til græsning af deres kreaturer. Blandt andet ser man på strandengene skotsk højlandskvæg. Kreaturerne sejles hver sommer til øen, og den er et godt sted for køer, for landets ældste ko, Yrsa, levede i 27 år på Birkholm. Da ejeren døde, blev Yrsa sendt udenøs, til Den fynske Landsby i Odense, hvilket den dog ikke overlevede ret længe. Turisme og fiskeri er nu øens vigtigste indtægtskilde, især har rejefiskeriet i mange år givet godt udbytte, mens ålefiskeriet ligesom andre steder er gået tilbage. Den lille havn er sommeren igennem fyldt af gæstende både. Hvis man ikke vil ind virvaret, kan man ankre op ud for den lille badestrand lige nord for havnen. Der er kun grusveje på øen, og gæster kan i fred og ro gå rundt – her er ingen biltrafik. Et lille forsamlingshus benyttes stadig af beboerne, og her er gode iskager til venlig selvbetjening i et fryseskab. Forsamlingshuset kan i øvrigt lejes. Traditionen med æggekogning på stranden i påsken holdes i hævd ligesom på Strynø og Ærø. Birkholms strandenge og kanaler byder på et varieret dyreliv. Der er ynglepladser for mange fugle, blandt andre den store kobbersneppe, rødben og engpiber, og grønne frøer og grønbrogede tudser yngler i vandhullerne og gadekæret. Ved udsætning er det lykkedes at få den lille klokkefrø tilbage på øen. I maj måned lyder dens smukke, klokketonede kald fra strandkærene.
Over for Birkholm ligger de lave holme Lille Egholm og Store Egholm, begge ubeboede. Store Egholms ca. 30 hektar havde to familier, som forsøgte en tilværelse under de barske forhold med dyrehold, fiskeri og jordbrug. Under stormfloden 1872 blev øen helt overskyllet. Øens to mænd var i Marstal, og fra Marstal Mølle kunne de i kikkert se deres børn og koner bjærge sig op på loftet i det ene hus. Havet skyllede husenes lertavl ud, men bindingsværkstømmeret holdt bygningen sammen. Efter den oplevelse gik de to familier ufortrødent i gang med at genopbygge deres huse. Først ved århundredskiftet blev holmen forladt af beboerne. I dag bruges den stadig til afgræsning, og der drives jagt på andefugle. Som på alle holmene er ferskvandsforsyningen et problem. Her klarer nogle små vindmøller at pumpe brakvand op til vanding af dyrene. Af hensyn til ynglende fugle må man ikke gå i land i perioden fra 1. marts til 15. juli.
Hør Søkortsfortællingerne fra Birkholm, fortalt af Marstal Museum her: http://youtu.be/w6WY-IThx-g og fra Egholm: http://youtu.be/0LwR9pawps0
Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online: www.marmus.dk
Søkortsfortællinger er historiske fakta om navne og særlige steder på søkortene. Fortællinger krydret med skrøner og overleveringer.