Klørdybet og holmene

Kommer man sejlende i Marstal Bugt i en sydvestlig kuling med dårlig sigt, så er anduvningen af Klørdybet ikke nogen fornøjelse. I dag kan man jo takket være gps hele tiden bestemme sin position, men den gang man var henvist til søkort og observation, kunne det være svært at finde anduvningsbøjen. Det gælder om at finde anduvningen, for løber man forbi, så venter der en sandgrund med kun 60 cm vand. Sandrevler strækker sig hele vejen fra Ristinge Hale til Langholm. Ikke så få skibe har igennem tiden haft den skæbne at strande her. For eksempel blev den svenske bark Hermes af Brantevik vrag. Sejleren var lastet med koks i Kiel og på rejse til svensk havn, da den mødte østlig stormende kuling og ankrede under Lolland, men mistede ankrene og sejlede sønden om Langeland, hvor skibet tog fejl af positionen og løb på grund ved Marstal Søndre Løb i oktober 1914. Mandskabet blev reddet af to motorbåde fra Marstal, og det blev efterfølgende søgt at bjærge mest muligt af lasten. I mange år var vraget sandgået, men det dukkede op igen og blev et mål for sportsdykkerne. Der dukker fortsat koksstykker op på sandholmene – det er rester af de 585 tons koks fra lasten på Hermes. Selv lokalkendte skippere kunne komme i knibe ved sandbarren. Det indtraf for skipperen på motorgaleasen Seine af Ommel i december 1948. Galeasen passerede den sydlige bagbordskost, men kort efter tog den grunden. Maskinen blev slået bak, og ankeret blev droppet, hvorefter skibet svajede op for vinden. En lods kom om bord, og man forsøgte at få ankeret hjem, men ankerspillet brød sammen, og man måtte kappe ankerkæden. Skibet begyndte at drive ind mod sandgrunden, kort efter ramte skruen noget, og motoren stoppede, hvorefter Seine drev på grund ud for Langholm. Skibet kom fire dage senere flot ved hjælp fra Marstal. Under Anden Verdenskrigs sidste dage var Royal Air Force på jagt efter tyske fartøjer, og det gik blandt andet ud over skibe i Langelandsbælt og nord for Hou. To tyske skibe, der var under indsejling til Marstal, blev den 4. maj 1945 bombet af britiske fly, og mange om bord blev dræbt. Besætningerne roede ind til Marstal, hvor de sårede kom under behandling. Om bord i skibene var også russiske krigsfanger, men begivenheden druknede i sejrsrusen den 5. maj ved befrielsen.

Klørdybet (54°50'36.68"N og 10°32'53.02" Ø) er en naturlig strømrende, som dog er blevet rettet ud og uddybet gennem tiden. Klørdybet slog en større og større bue mod øst, og i 1990 blev der gravet en ny rende og materialer herfra blev anvendt til at lægge i Klørdybet. Den ny rende er fem meter dyb, men tilsanding forekommer. Man skal holde sig inden for mærkerne, for vanddybden uden for renden er flere steder under en meter. Til styrbord ligger de lave holme Langholm, Langholmshoved og Lindholm. Det er lave sandholme, som bebos af måger og vadefugle. I forbindelse med drøftelser vedrørende fredning af holmene, som altid har været brugt til lidt jagt og badning af marstallerne, blev det af naturfredningsfolk fremhævet, hvor vigtigt det var at sikre fuglene gode ynglepladser – fra salen lød det: Hvad så med vores ynglepladser. Vi øboer er en stærkere truet race end strandfuglene?[COLUMN]Under englænderkrigen angreb to orlogsskibe fra den engelske flåde den 9. april 1808 Marstal for om muligt at sænke og ødelægge byens flåde af jagter. Engelskmændene lå med skibene et stykke ude til søs og sendte et par barkasser ind til naturhavnen for at påbegynde bortførelse af jagterne. Marstallerne havde imidlertid inddraget afmærkningen i Klørdybet, og englænderne løb på grund på vej bort med byttet. Engelskmanden måtte opgive aktionen og stak jagterne i brand. Marstallerne sejlede ud og fik slukket ilden og bjærget jagterne i havn igen. Orlogsskibene affyrede derefter deres kanoner på stor afstand, så skaderne ved bombardementet var meget begrænsede. Ikke desto mindre var der enkelte huse som blev ramt, blandt andet Korsgade 3, hvor en skipperkone var ved at lave suppe, da en kanonkugle ramte køkkenet. Hun var dog ikke til sinds at opgive den gode suppe og blev på sin post trods forskrækkelsen.

På bagbord side ses Eriks Hale - en odde dannet af materiale flyttet ved havets nedbrydning af Ærøs lange sydlige kyst mod Østersøen. Halen har på sin inderste del en række gamle badehuse, der tegner sig som skarpe silhuetter. Efter anduvningen grunder det op. På bagbord side ligger ud for byen Hestegrunden – navnets oprindelse fortaber sig i det uvisse – men på grunden ligger Marstals mest imponerende bygningsværk: En godt 1 km lang stemmole, som beskytter havnen mod østlig storm og isgang om vinteren. Byens skippere gik i 1825 sammen om at bygge dette bygningsværk. Det foregik på den måde, at man samlede alle de store sten fra istiden, man kunne få fat på ved strandbredden, på havbunden og på land – en enkelt stendysse røg med i købet. Om vinteren, når skibenes besætninger var hjemme, arbejdede man år efter år på at bygge molen. På slæder kunne stenene trækkes over isen, eller man fragtede dem på et flåd over til byggepladsen. Det tog i første omgang 16 år – frem til 1841 – at opføre molen. Den blev forlænget mod nord i 1860’erne. Men efter stormfloden i 1872, som medførte store skader på skibe og havn, måtte molen forhøjes og forlænges endnu en kende. Den stod helt færdig i 1879. Bag molen ses skibe, flydedok og byens huse med det slanke kirketårn. En gang hørte to store grundmurede vindmøller også til byens profil, men møllerne er revet ned for en del år siden.

Klørdybets naturlige rende fortsætter nordpå med Hvinegrund til bagbord og Hoffens Grund til styrbord. Renden ender blindt i Hovvig Grund. Men den sejlende følger naturligvis mærkerne videre indad, som går ad en gravet rende gennem sandbarren, Søndre Løb eller i ældre tid Laaen, helt frem til Marstal Havn. I mange år var afmærkningen sådan, at en del fremmede sejlere, især tyskere, undlod at runde det sidste mærke i den tro, at mærket var til indløbet i havnen og skar hjørnet af. Det gav nogle af fiskerne en del at lave med at trække lystfartøjer fri, og som regel blev der kvitteret for hjælpen med en flaske rom eller brændevin fra bådens beholdning.