Bøjden lå jo i Horne Sogn, der ikke havde noget formelt med købstaden at gøre. Men det, der kom til at sætte hovedet på sømmet var, at Danfoss, der lå i Nordborg, var inde i en rivende udvikling med mange arbejdspladser til følge, gik ind i debatten og arbejdede for den nye forbindelse og var med til at overbevise byrådet i Faaborg om betydningen af den mest rationelle placering i Bøjden. Forbindelsen blev en succes og fungerer stadig i bedste velgående. I det seneste par år har der været ryster fremme med forslag om en broforbindelse samme sted. Igen er det sket med støtte fra erhvervslivet og ikke mindst Danfoss samt nu også Faaborg-Midtfyns Kommune og Region Syd. Endnu er det kun blevet ved tankerne.
På grund af den korte afstand mellem Bøjden og Fynshav, har Bøjden langt tilbage i tiden fungeret som et overfartssted. I begyndelsen af 1800-tallet besørgedes overfarten af godset Hvedholms to sejl- og rofærger Hvedholm og Brahesminde. Det var så fæstebønderne og deres karle, der sørgede sejladsen til Fynshav. Den gang lagde de små færger til ved en lille bro, der lå ved Dyndkrog (55° 05.989’ N 010° 04.789’ E) øst for det nuværende færgeleje fra 1967, hvor landevejen den gang endte.[COLUMN]Hvis man sejler videre mod vest forbi det nuværende færgeleje og videre rundt langs kysten, kommer man frem til den bro, der lokalt kaldes Bøjden Havn (55° 06.402’ N 010° 05.792’ E), men som på de digitale søkort er sat ind som ”Bro”. Der er to meter vand ved selve broen, men sejl forsigtigt. Tidligere havde Farvandsdirektoratet en grøn bøje for at afmærke indsejlingen til den lille plads. Men de ville kun lade den blive, hvis de lokale fiskere selv passede den, hvilket de altså ikke ville. Den lille havn er absolut et besøg værd med mindre skibe. Det er ikke nogen luksushavn, men der er et toilet og rindende vand og på den lokale campingplads en købmandsforretning. Lige ved broen er der en lille badestrand. Så har man børn med, er det er et godt og roligt sted uden for meget skrigeri og motorlarm. I dag er der kun én erhvervsfisker tilbage. Tidligere var der flere erhvervsfiskere, som alle i hovedsagen var beskæftiget med garnfiskeri. Derimod er der nu et par bierhvervsfiskere og flere fritidsfiskere, der kun må fiske med i alt seks redskaber, hvoraf ikke mere end tre må være nedgarn. For bierhvervsfiskere er reglerne mere lempelige.
Tidligere var der et udbredt ålefiskeri i Helnæsbugten. Det var især fiskere fra Bøjden, Brunshuse, Faldsled og en enkelt fra Bønneland, der ligger på vestsiden af Horneland, der havde ålegårde i bugten samt rundt om Horne Næs, der var tæt besat.
Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online:
www.marmus.dk