Søkortsfortællinger

Skjoldnæs

Fra fyret er der en flot udsigt over havet og mod SØ over landet, hvor man bemærker de mange tværgående hegn i landskabet. Gårdene inde i landsbyen Haven havde hver deres striber af jord - en rest fra fællesskabet tid, hvor alle bymænd fik lige meget jord og af lige god bonitet. I dag er flere af hegnene fjernet, og hvor tidligere kreaturerne græssede, ses nu golfbaner og golfspillere.

Næbbet er dannet af materiale, hvor en vestlig og østlig strøm mødes og fra to sider opbygger en odde. Et vinkelforland kalder geologerne dette fænomen, som også kendes fra Anholt og Thurø Rev. Ud for Næbbet ligger i øvrigt også submarine bopladser fra jægerstenalderen. På Næbbet ligger resterne af en gammel skanse, som er under erosion. Den er fra krigen mod England 1807-1814. Til landets forsvar mod den engelske flåde blev der overalt på strategiske steder opført skanser med artilleri, som kunne beskyde fjenden, hvis han vovede sig for langt ind mod kysten. Det viste sig at være meget nødvendigt, for engelske flådestyrker angreb i foråret 1808 Avernakø og Korshavn. [COLUMN]Skibene sendte bevæbnede marinesoldater i land med både, og de udplyndrede befolkningen i flere dage – stjal fødevarer, dyr og værdigenstande, som de tog med om bord i skibene. Besætningen i de engelske orlogsskibe var skrabsammen af folk fra forskellige steder og ikke Guds bedste børn. Kommandøren for de engelske gaster talte således godt dansk og var formentlig fra Nordtyskland. Fjendens landgang på Avernakø og andre steder samt angrebet på Marstal fik den danske militærledelse til at opstille kanonbatterier og udstationere kanonbåde ved strategiske steder. Desuden blev spanske hjælpetropper sendt til forsvaret af Ærø. Nu er der fredeligt. De småsøer, som findes på Næbbet, er opstået ved gravning af ral. I dag er søerne og omgivelserne yngle- og rasteområde for havterne, rødben, præstekrave, strandskade og blishøns.

For øboerne fungerer Skjoldnæs Fyr ligesom Kronborg – med Skjoldnæs om styrbord, så venter de hjemlige omgivelser, kæreste, kone, mand, børn, familie og venner.

Hør Søkortsfortællingerne fra Skjoldnæs, fortalt af Marstal Museum her: http://youtu.be/Xki4QUnwcqo

Køb bogen med alle søkortsfortællingerne (inkl. søkort med QRkoder direkte til fortællingerne) på Marstal Søfartsmuseum - her online: www.marmus.dk  

Andre Søkortsfortællinger

i sejleruniverset Det Sydfynske Øhav
Copyright 2024 © Havneguide.dk