Fotograf
Tine Uffelmann

Fra Hundested til Kikhavn – En gåtur med havudsigt og bøgeskov

Fra stier langs kysten til trækroner i bøgeskoven

Helt på den yderste kant af halvøen Halsnæs går denne vandretur som en del af Halsnæsstien fra Hundested Havn gennem det rå naturlandskab ved Knud Rasmussens hus og videre forbi Spodsbjerg fyr til fiskerlejet Kikhavn. Du går gennem Kikhavn og passerer de stråtækte farverige fiskerhuse og følger vejen indlands til Besøgsgården Tothaven.

Gennem bøgeskoven går turen retur til Hundested. Denne tur ligger lige på kanten af Nationalpark Kongernes Nordsjælland, en gåtur på 11,5 km hvor natur og kultur går hånd i hånd.

Her starter turen

Ved ankomst til Hundested Station drejer du til venstre og følger Jernbanegade i retning med havnen. Drej til højre første gang på hovedgaden Nørregade (-skilt). Drej til venstre på Nordre Beddingsvej. Kryds Strandvejen. Hvis du har tid til en lille omvej så sving lige til venstre og gå en tur gennem Kajgade, her finder du hyggelige kunsthåndværkere og Hundested Sandskulptur Park. Tilbage på sporet igen, skal du følge havnebassinets kant forbi legepladsen og til venstre igen i retning mod opmarchbåsene ved færgelejet.

Videre langs stranden

Drej til højre og passer Havnekiosken, gå over på venstre side afvejen. Mellem klitterne og de gule huse med de røde tage drejer du ind på stien og går langs stranden. Hvis du har planlagt en tur i vandet, så er det her du finder den bedste strand. Kryds den lille p-plads og drej til venstre på Skansevej (-skilt). Oppe ved skanseanlægget drej til venstre ind på den asfalterede cykel/gangsti som er skiltet til Knud Rasmussens Hus og Spodsbjerg Fyr.

Du passerer Skansen, som blev bygget under Englandskrigene 1807-14, for at forsvare indgangen til Roskilde Fjord og Isefjorden. Hvor stien slutter, drej til venstre på Knud Rasmussensvej – hold til venstre på grusvejen (kig efter cykelrute 47 skiltet Nordkystruten – så er du på rette vej).

Et besøg i Knud Rasmussens Hus

Besøg endelig Knud Rasmussens Hus og få historien om polarforskeren som arbejdede her mellem sine ekspeditioner til Grønland. Sigt efter Spodsbjerg Fyr og nyd udsigten fra toppen. Du fanger grusstien (og rute 47 skiltet) på den anden side af bakken og her kan du se hele vejen til fiskerlejet Kikhavn.

Langs vandet til Kikhavn

Du følger stien indtil du kommer til stedet hvor cykelruten drejer ind mod land - det er der hvor der normalt ligger et par både på land. Men du fortsætter videre langs vandet på den smalle grussti. Stien slutter ved en grusvej og en stor stråtækt gård. Her drejer du til højre på Kattegatvejen (-skilt). Hvor vejen slutter, drej til venstre på Vestre Stræde, senere Kikhavnvejen. Pas på, her kan være lidt trafik på vejen. Du kommer lige forbi Cafe og gårdbutik Kig-Forbi.

Tothavens besøgsgård

Fremme ved Hovedvejen Nøddebovejen, krydser du lige over. Her ligger Tothaven, en besøgsgård med oplevelser for store og små. Hvis du ved, du vil besøge gården, er det en god ide at bestille billetterne på forhånd.

Følg stien ind i skoven

Du skal videre af Torupvejen og dreje ind i skoven hvor Tothavens arealer slutter. Der er 2 stier at vælge imellem, hvis den til højre ser tør ud, så vælg den, ellers kan den anden også bruges. Begge stier slutter ved en bred grussti, her drejes til højre. Følg stien, hold til højre så du ender ved p-pladsen og asfaltvejen. Kryds lige over Ullerup Skovvej (-skilt). Gå forbi naturlegepladsen og følg stien frem til kanten af skoven. Her drejes til højre.

Du følger skovkanten indtil stien drejer ind i skoven igen, og her går du 50 m langs grøften. Drej til venstre ud på den bredere skovsti. Du kommer forbi et stykke indhegnet hundeskov. Drej til højre og gå mellem hundeskoven og en p-plads til tennisbanerne. Drej til venstre ud af skoven og gå forbi bålhytten, som skal være på din højre side. Fortsæt forbi den lille sø, stien slutter ved idrætsanlæggets p-plads.

Tilbage til Hundested centrum

Gå langs banernes hegn frem til Stadionvej (-skilt). Drej til højre og gå til vejen slutter. Her drejer du til venstre på Lille Karlsmindevej (også stavet Ll Karlsmindevej). Vejen slutter i centrum af Hundested, her drejer du til højre mod havnen på Amtsvejen (-skilt). Du drejer til venstre på Læssevejen mod centrum og er retur ved Hundested Station igen.

Fakta om turen

  • Start: Hundested station
  • Underlag: Grus på Spodsbjergstien, og blandet underlagt i skoven.
  • Længde: turen er 11,5 km lang
  • Turen er egnet for gåglade børn og voksne. Vær obs på, at hvis du har hund med, må den ikke komme med ind på Tothaven.
  • Skiltning: Ruten er ind i mellem skiltet med Cyklerute 47 skilte.
  • Toiletter: Der er toiletter på Hundested Havn og hvis du besøger Knud Rasmussens Hus og Tothaven.
Adresse

-
3390 Hundested
Danmark

Andre Natur og kultur

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk