Øresundskystens mindste havn

Med sine kun ca. 100 pladser er Espergærde Havn nok den mindste havn langs den danske Øresundskyst. Oprindeligt var havnen et lille fiskerleje, men i dag står den som en hyggelig og idyllisk lystbådehavn.

Tilbage i 1800-tallet var fiskerne i Espergærde i oprør, da nabobyernes fiskerlejer i Humlebæk, Sletten og Snekkersten alle havde fået anlagt en havn. Fiskerne i Espergærde mente, at det var på tide, at de også fik en havn. De fik derfor udvidet ”vasen” (et gammelt udtryk for et sted, man lagde til med båden) til en landingsbro i 1880.

Fiskerne var dog ikke tilfreds med det. De ville have en ”rigtig” havn – men det kostede penge, som de ikke havde. Derfor tyede man til at indsamle penge fra landliggere, offentlige myndigheder og lokale skovfester. Man indførte også tvungne, ulønnede arbejdsdage for at kunne få bygget havnen. Det lykkedes, og i 1883 begyndte man at skrive ”havn” på offentlige dokumenter, efter at den første mole var blevet bygget.

Havnen viste sig at være for lille til trafikken på stedet, så man udvidede havnen med en nordre mole, der stod færdig i 1904. Det stod dog snart klart, at fiskernes problemer ikke var løst med en større havn.

Ligesom det meste af landet var kysten ved Espergærde hårdt ramt af tilsanding af flyvesand. Allerede i 1909 forsøgte man at finde penge til at forlænge den søndre mole, men først i 1918 lykkedes det. Forlængelsen var dog ikke svaret på tilsandingsproblemet, og det var fortsat en stor omkostning for fiskerne, da de årligt skulle betale for reparationer på havnen og sandpumpninger, indtil først Tikøb Kommune og senere Helsingør Kommune valgte at hjælpe.

Trods havnens begrænsede størrelse forsøgte man i 60’erne og 70’erne at få oprettet en færgerute mellem den svenske ø Hven og Espergærde, men ideen blev aldrig til noget. Især de svenske myndigheders krav om, at færgefirmaet skulle betale for en toldstation på øen, satte en stopper for drømmene.

Der er ikke længere erhvervsfiskeri i Espergærde Havn: I 1952 var der kun 10 erhvervsfiskere tilbage, og i løbet af 80’erne forsvandt de helt. Nu lægger kun fritidsfiskere og lystsejlere til i havnen, der i dag fremstår som en idyllisk lystbådehavn med en hyggelig atmosfære.

Kilde og billede: Espergærde Havn.

Koordinater:  Bredde: 55.992431
længde: 12.562069

Andre Søkortsfortællinger

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2021 © Havneguide.dk