Hjelmshoved
Øfortællinger på haveguide.dk

På soppetur til Hjelmshoved

På vej ind i havnen på Hjortø har man passeret lillebror-øen Hjelmshoved på bagbord side. Den er et besøg værd.

Når det er lavvandet, kan man måske nå tørskoet over på øen, men det anbefales at trække i badetøjet, for ved højvande kan vandet nå helt op til livet.

Der er små 200 meter mellem Hjortø og Hjelmhoved og turen du følger, er den samme som beboerne på den lille ø’s to husmandssteder må tage til fods eller i pramme, for at komme ud og hjem. I dag er begge bebyggelser fritidsboliger, men der har tidligere været drevet husmandsbrug fra dem begge. Jordene var dog ikke store nok til at brødføde hele familien, så de måtte også tage til Hjortø som daglejere på de store gårde.

Der har i mange generationer tilbage ligget husmandssteder på Hjelmshoved, og folketællinger vidner om, at der i hvert fald har været beboelse på øen siden 1700-tallet. De nuværende bygninger er fra 1800-tallet og selv om man kun bor 2-3 familier på en lille ø, er man ikke nødvendigvis bedste venner. Det fortælles på Hjortø, at de to familier, der boede på Hjemshoved i begyndelsen af 1900-tallet ikke var sure på hinanden og talte ikke sammen.

Turen langs med vandet og rundt om hele Hjelmshoved er på omkring 2 km. På den lave nordlige del af øen er der fuglereservat som er fredet fra 1. marts til 15. juli.

Kommer du i fredningstiden kan du i stedet krydse øen midtpå, og slå vejen forbi et fredet vandhul med klokkefrøer.

Udenfor fredningstiden kan midtvejspausen nydes med ryggen op af et forladt lille hus og udsigt ud over Højestene Løb og Knudedyb.

Udforsk spændende fortællinger fra småøerne. 
Lær desuden mere om storebror-øen Hjortø her.

Kilde: Hjortøs egen hjemmeside

Turforslag med kort

Foto: Arne Lund

Andre Ø-fortællinger

i sejleruniverset Småøerne
Copyright 2024 © Havneguide.dk