























Velkommen til Marstal Havn
Når I ankommer til Marstal Havn i sommersæsonen, kan det ind imellem sammenlignes med ’tæt trafik på Holbækmotorvejen’ med små lokale joller, masser af lystsejlere og et par store skonnerter på vej ind eller ud af havnen. Indsejlingen virker en lille smule forvirrende helt inde ved havnen, men læs søkortet godt, så går det!
Årets Havn 2019
Marstal Havn blev i 2019 udnævnt som Årets Havn af Danske Tursejlere. Det skyldtes den levende stemning og masser af aktiviteter for hele familien.
Der kommer omkring 17.000 gæstesejlere til Marstal Havn på en sommer, og det er tilladt for lystsejlere at lægge sig alle steder langs kajerne – dog er reglen, at forhavnen er reserveret til skibe over 20 meter. Der er gode faciliteter, lige meget hvor, I lægger til. I forhavnen er der en nyrenoveret servicebygning, og inde i selve marinaen er der toiletbygning for enden af molen og toilet/bad ved sejlklubben.
Gæstelejen er inklusiv strøm, vand og WIFI. Der er tillæg for flerskrogsbåde. For TS-skibe er der 3 årlige fridøgn, derefter normal takst (el og vand efter forbrug). Vaskemaskine og tørretumbler anvendes ved møntindkast, mønter kan købes i automaten ved sejlerkøkkenet eller på havnekontoret.
Familievenlig badestrand
Stranden ved Eriks Hale med de farvestrålende små badehuse og børnevenlig strand ligger kun få minutters gang fra byen og havnen.
Søfart er religion i Marstal - det er byens livsnerve
Her er rederier, værfter og ikke mindst en stor navigationsskole. Selve havnen er godt fyldt op; værftets aktiviteter rækker langt ud i havnebassinet med store fragtskibe, der er fortøjet nærmest i bundter - og en flydedok langt ude i havnen. Er I heldige, kan I fra nærmeste hold følge med, når et stort fragtskib bliver dokket.
Masser af pladser
Heldigvis er der masser af pladser i Marstal lystbådehavn – det er altid muligt at finde en plads. Her mødes I af noget så sjældent som en ’levende’ havneassistent, der opkræver havnepenge, slår en sludder af og svarer på spørgsmål.
Butikker og restauranter
Marstal er en sjov by at gå rundt i med smalle stræder og gader. Her er butikker, flere gode restauranter og værtshuse og en velassorteret Superbrugs, så der er gode muligheder for at fylde op i proviantrummet. En liste over spisesteder nær Marstal Havn finder du nedenfor.
Seværdigheder
Husene er præget af søfart – mange steder er vejrhanen udskiftet med en ’vejrskonnert’. Husk Marstal Søfartsmuseum, her er noget for alle – fra søfartsnørder, historikere, lystsejlere til børn – som noget nyt har museet arbejdende værksteder på Eriksens Plads. Kalkovnen ligger midt i havnen – det er et kalkbrænderi, som blev opført i 1863. Det er muligt at gå hele vejen derud. Information om seværdigheder nær Marstal Havn finder du nedenfor. Den én kilometer lange stenmole, der omkranser Marstal Havn, er bygget af byens indbyggere og søfolk på frivillig bases i 1825-41.
De små strandhuse
Et andet must i Marstal er de gamle fredede, bittesmå strandhuse, der ligger inderst i bugten bag havnen. Det Lille Hav hedder området, der er en uovertruffen børnestrand.
Gratis bus
Vil I lidt rundt på Ærø, så husk, at busserne med garanti er blandt verdens billigste. De er gratis. Til gengæld går de hver time.
Anløb i Marstal Havn
Vi lover solskin, medvind og mange gode ferieminder. Havnen kan anløbes gennem 3 løb: Fra N gennem Rudkøbing Løb (3,2 m), fra W gennem Mørkedyb (3,2 m) og fra S gennem Marstal Søndre Løb (5,0 m). Strøm Med uroligt vejr kan der være stærk strøm ved havneindløbet. N-gående strøm sætter over mod skibsværftet. Strømmen i Marstal Søndre Løb er som regel S-gående med S-lige til W-lige vinde med en fart af op til 3-4 knob under ekstreme forhold og N-gående med N-lige til E-lige vinde.
Faciliteter
- Bad
- Grill
- Bådudstyr
- Autocamper
- Legeplads
- Bådværft
- Toilet
- Cykeludlejning
- Slæbested
- EL
- Kran
- Indkøb
- Spisested
- Benzin
- GTL
- Wi-Fi
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Tømningsanlæg
- Hjertestarter