Velkommen til Ærøskøbing Gl. Havn
Midt på Ærøs nordkyst ligger Ærøskøbing. Her er to havne, hvor I kan lægge til. Vælger I den gamle erhvervshavn, er der trængsel sommeren over. Her er nogle få pælepladser – de fleste både ligger langs kajerne, der næsten hver dag er fyldt med lystbåde i mange lag.
Hyggeligt og tæt på byen
På selve Ærøskøbing Erhvervshavn finder I fiskeriudsalget med fisk og røgvarer – både til at tage med ned på båden og til at spise som en hurtig ret på stedet. Husk også at besøge det gamle værft – hvor der ofte er udstillinger og aktiviteter.
Her summer af liv hele sommeren
Færgerne kommer ind tæt på Ærøskøbing Havn, de store træskibe lægger til hen ad aften – af og til anløber en fisker, en sjælden gang et fragtskib ligesom der jævnligt ankrer passagerskib op uden for havnen – for at sende folk i land. Ærøskøbing Havn er udstyret med moderne bade- og toiletfaciliteter, et fredet kogehus, hvor I kan grille, og der er vand og el langs alle kajer.
Den anden mulighed er Ærøskøbing Lystbådehavn, der ligger til styrbord i sejlløbet, når I anduver Ærøskøbing. En moderne og veludstyret lystbådehavn med gode servicebygninger, legeplads, grillhytter – tæt på byen. Ærøskøbing Lystbådehavn har et nyere slæbested, og her er bygget et område til fritidsfiskere med hytter og stejlepladser.
I begge havne mødes I af havnens servicemedarbejdere, der runder havnen morgen og eftermiddag, hvor de slår en sludder af og svarer på spørgsmål fra de mange lystsejlere, der hvert år gæster Ærøskøbing. Betaling foregår i billetautomaten ved Havnekontoret.
Autocampere
Der er plads til 3 Autocampere i Gl. Havn. Der kan ikke bookes plads, så det er først til mølle. Billet trækkes i billetautomaten.
Ærøskøbing er eventyrbyen
Med toppede brosten, fine velholdte huse med mange pudsige detaljer i de kringlede gader. Byen stammer fra den tidlige middelalder og har fejret 750 års jubilæum. Mange af byens huse er totalfredede, og byen er som helhed underkastet en bevaringsplan, der angiver retningslinjer for byens udvikling, og hvad der kan bygges.
Indkøb
Ærøskøbing byder også på gode indkøbsmuligheder og shopping i spændende små butikker med sjove unika, tøj og souvenirs. Tag jer god tid, kig på husene, nyd atmosfæren, køb en is eller en fadøl i de hyggelige omgivelser. Husk at gå lidt væk fra centrum, her er mange sjove stier og småveje – der byder på overraskelser og oplevelser.
Byens museer fortæller om århundrederne som købstad, hvor søfart og handel var de erhverv, man levede af udover landbruget i baglandet. Flaske Peters udstilling af flaskeskibe er et must. Du kan se en samlet liste over seværdigheder nær Ærøskøbing Havn nedenfor. Det Gamle Værft er et besøg værd, læs mere her: https://www.detgamlevaerft.dk/
Badestranden "Vesterstranden" med de farvestrålende små badehuse og børnevenlig strand ligger kun få minutters gang fra byen og havnen.
Gratis bus
Vil I lidt rundt på Ærø, så husk, at busserne med garanti er blandt verdens billigste. De er gratis. Til gengæld går de hver time. Vi lover solskin, medvind og mange gode ferieminder.
Faciliteter
- Bad
- Grill
- Bådudstyr
- Autocamper
- Legeplads
- Toilet
- Cykeludlejning
- Slæbested
- EL
- Kran
- Indkøb
- Diesel
- Spisested
- Benzin
- Wi-Fi
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Tømningsanlæg
- Hjertestarter