Kanonsalutering på Humlebæk Havn

Humlebæk var oprindeligt et fiskerleje helt tilbage i 1500-tallet. I dag er byen vokset sammen med byerne Sletten og Torpen, primært på grund af den stigende interesse for bosætning i området i forbindelse med, at kystbanen blev anlagt i 1895-1897.

Humlebæk Havn blev oprindeligt anlagt som kanonbådshavn, og den er bygget af naturmaterialer: kampesten og træ. Dens historie bringes i dag til live på udvalgte dage, hvor du kan opleve salutskydning fra en kanon på havnen.

Byens kanonlaug, foreningen ”Humlebæk Havn Kanonerer”, har eksisteret siden 2011. De udfører imponerende kanoneksercits og salutskydning på Humlebæk Havns Søndre Mole på særlige dage i forbindelse med havnens historie.

Kanonen er ligefrem blevet et vartegn for havnen. Den hviler på en såkaldt ”rappert”, som traditionelt blev brugt på skibe i søen, og de blev tilpasset specielt til den båd, de skulle være på. Derfor findes de i mange forskellige udformninger. Kanonen på Humlebæk Havn ligger på en rappert, som foreningen selv har bygget af eg fra Estland.

Stedet bærer også på en anden dramatisk krigshistorie: Et sænket linieskib fra Slaget på Reden i 1801, kaldet Sjællandsvraget, ligger ud for Humlebæk Havn. Det var i sin storhedstid 53,32 meter langt og 14,14 meter bredt. Skibet blev søsat d. 4. august 1787 på Holmen og havde 74 kanoner. Besætningen var under slaget på Reden på 533 mand. Under slaget fik skibet 27 grundskud, kanonerne på skibet var blevet uskadeliggjort, bagbordssiden og boven var nærmest skudt ind, og masterne var faldefærdige. Derfor satte de engelske styrker, som havde angrebet det, skibet i brand og lod det drive væk, indtil det sank ud for Humlebæk.

Hvis du er til oplevelser under havoverfladen, kan du dykke ned til vraget og se en del spanter i kraftigt egetræ fra skibet. Vraget er et godt begynder-dyk, da der ikke er dybere end fire meter ned.

Kilde: Humlebæk Havn Kanonerer.

Koordinater:  Bredde: 55.971412
Længde: 12.545781           

Andre Natur og kultur

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk