Velkommen til Næstved Kanalhavn
Kanalhavnen finder man på styrbords side lige før man sejler ind i den udgravede kanal til Næstved Havn. Det er ca. en halv times sejlads efter man har passeret indsejlingen i Karrebæksminde.
Kanalhavnen er for de sejlere, som ønsker skøn natur, rolige omgivelser med plads til at afslapning i havnen eller i flere af de hyggelige læ kroge omkring havnen, med udsigt over fjorden mod Gavnø og Karrebæksminde.
Gode havne faciliteter
Kanalhavnen har 77 pladser fordelt på 2 broer med el og vand, og der er altid plads til gæster. Klubhuset rummer toiletter og gratis badeforhold. Desuden forefindes køkken med komfur, køleskab samt opvaskemaskine til fri afbenyttelse. Selve klublokalet har masser af plads, men er hyggeligt med panoramavinduer ud til havnen. Ved siden af klubhuset findes en stor delvis lukket terrasse med bordbænke sæt og gode grillmuligheder. Hjertestarter findes ved indgangsdøren til klubhuset.
Skulle båden trænge til et lille tjek, så råder Kanalhavnen over vores egen 20 ton kran samt en stab af kranførere, så der kan altid mod bestilling arrangeres et løft og måske et par dage på land, hvis uheldet er ude.
Oplevelser i Næstved og omegn
Har i lyst til at besøge Næstved By, har Kanalhavnen i år investeret i nye cykler til vores gæster, så man kan nyde turen på 2,5 km. langs kanalen ind til Næstved By. I kan også vende cyklen den anden vej og tage et smut til Gavnø Slot og Park.
Skulle i være fristet til en længere cykeltur, så er det både muligt at følge N8 Østersøruten eller 88 Munkevejen som begge løber igennem Næstved by.
Er det vandrestøvler du har pakket er der også rig mulighed for at opleve naturen til fods, vandreruterne Lagunestien, Sjællandsleden, den danske pilgrimsrute samt fodsporet har alle enten udgangspunkt eller et stop i Næstved, så man nemt kan følge ruten som man ønsker.
Er man mere fristet af en tur i Bonbon-land, så ligger det ca. 10 km og en bustur væk. Skovtårnet ved Camp Adventure og Gisselfeld, ca. 20 km væk er bestemt også et besøg værd, her kan man også komme til med bus fra Næstved Station.
Kanalhavnen er således det idylliske alternativ til det populære Karrebæksminde, hvor der altid er fest og farver, som hører et rigtigt sommerland til. Kanalhavnen kan derimod faktisk sammenlignes med en hyggelig ø-havn.
På gensyn i Kanalhavnen.
Faciliteter
- Bad
- Grill
- Toilet
- Cykeludlejning
- Online booking
- EL
- Kran
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Hjertestarter
- Online havnepenge