Flot natur og historiske seværdigheder
Agersø har det hele. Lystbådehavnen ligger i forbindelse med erhvervshavnene – Det giver en charmerende blanding af færge, fiskerbåde og lystbåde, og det er næsten altid muligt at skaffe en friskfanget fisk til panden.
Øen har den smukkeste natur, spisesteder, indkøb og seværdigheder både for voksne og børn.
Agersø Lystbådehavn er nem at besejle, og havnen byder på ca. 100 gæstepladser.
Lige oppe i byen ligger en velassorteret købmand, og øen byder på flere spisemuligheder: café, Havnegrill og et røgeri.
By, mølle og skanse
I byen finder I karakteristiske stengærder, snoede finurlige veje, fine byhuse og gårde. Flere steder er der salg af sjove lopper og friske ø-varer. Besøg også kirken, den er fra 1872 med spændende kalkmalerier.
Agersø Mølle byder velkommen. Det er en hollandsk træmølle, bygget i 1892 – og i drift indtil 1959. Møllen er fint restaureret og kører ved festlige lejligheder. Kravler I op, er udsigten over havn og hav uovertruffen.
I byen finder I et lille museum, der giver indsigt i Agersøs historie og kulturarv. Og der er mere historie. Agersø Skanse er et fæstningsværk, der blev opført under Englandskrigen i begyndelsen af 1800-tallet.
Oase for børn
Der er gode muligheder for at fange krabber og for at fiske i havnen. Agersø byder på flere gode og børnevenlige badestrande – særligt på vestsiden af øen. Øen er i øvrigt et eldorado for fossiljægere, men pas på, man bliver nemt bidt af det… Besøg også Saltvandsakvariet på havnen, det er både spændende og gratis.
Gåturen er et must
En vandretur eller en tur på cykel er oplagt – Der er gratis udlån af cykler til gæstesejlere.
Øen har ca. 20 km. sti- og vejnet med fire afmærkede ruter i forskellige længder. I ledes igennem spændende og særpræget natur og forbi historiske seværdigheder. Alle ruter starter ved havnen.
I kan også komme øen rundt med ”Traktorbussen”, der er trukket af en John Deere 2130 fra 1977 med 55 HK.
Fyr, fugle og bautasten
Agersø har to små naboøer, som det er en stor oplevelse at komme ud på. Agersøs nordspids er forbundet med dæmning til den lille ø Egholm – Her er helt særlig natur og udstrakte strandenge.
Ved Omøsund i syd er Helleholm også forbundet til Agersø. Her er moser, strande og strandenge ynglepladser for en lang række strand- og vadefugle. Her har vikingerne for længe siden efterladt en bautasten på to meter – og her står øens fyr.
Faciliteter
- Bad
- Grill
- Bådudstyr
- Autocamper
- Legeplads
- Bådværft
- Toilet
- Cykeludlejning
- Slæbested
- EL
- Kran
- Indkøb
- Diesel
- Spisested
- Benzin
- Wi-Fi
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Tømningsanlæg
- Hjertestarter