

Velkommen til Skælskør Amatør Sejlklubs Havn
Skælskør Amatør-Sejlklub er medlem af frihavns-ordningen.
Sejler man fra Storebælt/Agersøsund og passerer anduvnings bøjen ud for indsejlingen til Skælskør fjord, venter der 2,5 sømil flot og imponerende indsejling.
Skælskør Amatør-Sejlklubs havn, finder man på bagbordsside i bunden af fjorden.
Husk at følge den fint afmærkede 4 meter dybe sejlrende, da der kun er soppedybde flere steder på siderne.
Skælskør Amatør-Sejlklubs Klubhus og baderum er ny renoveret. Brug af bad, samt strøm og vand på broerne, er inkluderet i havnepengene.
Bag klubhuset er der overdækkede grillpladser og i Klubhuset huserer vores hovmester, som fremtryller kolde som varme retter, til fornuftige priser.
Havnen har også et godt tilbud til børnene, nemlig klubbens legeskib ”Søstjernen”. Her har de mindste mulighed for at lave krabbevæddeløb og klappe fisk som Sortmundet Kutling, Ålekvabber og på gode dage, at holde på en rigtig Ål.
Af andre faciliteter kan nævnes en 5 tons bedding, og en mastekran max. 200 kg.
I gåafstand fra havnen, findes mange gode dagligvarebutikker og hyggelige spisesteder. Solskinbyen Skælskør, er omgivet af vand og dejlig natur, og har meget at byde på.
Et hyggeligt bymiljø med smukke og nænsomt renoveret bygninger. Guldagergård, et udviklingscenter for keramisk kunst, er også et besøg værd. Herregården Borreby, der blev opført i 1556 samt Holsteinborg Slot, er åben for offentligheden. Ved Kobæk strand, er der fin badestrand. Diesel kan købes i Skælskør Havn. Benzin findes på benzinstationer ca. 1 km fra havnen.
Hent flere oplysninger på Bykontoret i Skælskør, tlf. nr. 3036 3066.
Faciliteter
- Toilet
- Grill
- Bad
- Legeplads
- Cykeludlejning
- Slæbested
- EL
- Vand
- Spisested
- Wi-Fi
- Hjertestarter
- Frihavn