Fotograf
Jesper Rais
Wanderwege

Banestien Horsens - Odder

En rejse gennem natur og historie

Indtil 1967 kørte der tog mellem Horsens og Odder med stop i de mange små landsbyer undervejs. Flere af de gamle stationsbygninger står stadig, og på din vandretur på Banestien vil du passere flere af dem.

Størstedelen af ruten følger stier og grusveje, der slynger sig gennem varieret natur og levende landsbymiljøer. Du vandrer gennem skov, mose, kuperet landbrugsland og forbi herregårdslandskaber, mens du undervejs møder informationstavler, der fortæller om naturen og områdets jernbanehistorie.

 

Horsens: Gå langs en af landets smukkeste fjorde

Horsens var i sin tid en stor industriby, og med industrialiseringen kom et stort behov for jernbaner, der kunne fragte varer og folk til og fra områdets oplandsbyer. En af disse gik nord om Horsens Fjord mod øst til Odder.

Ruten starter ved Horsens Banegård og fører dig først gennem byens livlige centrum og forbi den gamle industrihavn, som i disse år omdannes til moderne bolig- og rekreativt område. Længere mod øst venter flotte kig til Horsens Fjord, og kort efter forlader du byen og går ind i Stensballeskovene.

 

Landsbyerne: Landbrugs-Danmark når det er smukkest

Efter Stensballe ændrer landskabet karakter – du træder ind i det åbne og bakkede landbrugsland, som i århundreder har præget egnen. Via stisystemer og trampestier ledes du gennem charmerende landsbyer som Haldrup, Søvind, Hundslund og Ørting – tidligere stationer på den gamle jernbane. Herregårdene og det bølgende terræn skaber en stemningsfuld ramme om vandringen.

Efter Ørting bevæger du dig ind i det lavtliggende område omkring Ørting og Randlev Mose – en rolig og fuglerig kontrast til det åbne landskab, du lige har passeret.

Resten af vejen følger du Vejlskoven ind mod turens målby.

 

Odder: Danmarks største landsby

Du afslutter turen i Odder, som med sin afslappede stemning, mange butikker og spisesteder er værd at udforske. 

Banestien slutter ved stationen – præcis hvor toget til Horsens engang afgik, og hvor din tur begyndte i Horsens. 

 

Bussen har erstattet toget ved banestien

I dag er det bus 306, der har afløst togdriften. Den kører samme rute som den gamle jernbane og har stoppesteder i de samme byer. Du kan derfor nemt hoppe på bussen tilbage til Horsens fra Odder – eller vælge at dele turen op og tage bussen undervejs. Det giver stor fleksibilitet, hvis du ønsker en kortere vandretur.

 

Følg ruten via digitalt kort

Ruten er rigtig godt skiltet, så du ikke farer vild undervejs på turen. Du kan også følge ruten via dette digitale kort (Google Maps). 

 

Rutens distance

Banestien Horsens-Odder er 36,3 kilometer lang. 

 

Har du mod på flere vandreture?

Banestien ligger i et område, som byder på mange smukke vandreruter. Følg dette link for inspiration til andre gåture omkring Horsens og Odder

 

Senest opdateret den 20. juni 2025 af Casper Terkelsen

Adresse

Banegårdsgade
8700 Horsens
Danmark

Andre Vandrestier

i sejleruniverset Det Blå Østjylland
Copyright 2025 © Havneguide.dk