Danmarks Riges Hjerte
Fra Slotsmøllen og Torvet når du næsten ikke at sætte dig til rette på cyklen, før du bør unde dig selv flere stop. I flæng kan nævnes Nyborg Bibliotek – en arkitektonisk perle fra nogle af Danmarks største arkitekter både ude og inde. Borgmestergården – Nyborgs lokalhistoriske museum – samt Nyborg Slot og de mange andre imponerende bygningsværker i Nyborgs historiske bykerne gør i sandhed Nyborg til Danmarks Riges Hjerte og er svært at for-
lade. Men du vender tilbage, og derfor kan du roligt fortsætte ad den gamle jernbane til Svendborg. Kører du på MTB, foreslår vi, at du følger den nedlagte jernbane hele vejen til Vindinge. Kører du på almindelig cykel, bør du i stedet følge Gl. Vindingevej til Vindinge og Vindinge Kirke.
Sulkendrup Mølle
Lidt syd for Vindinge møder du den første vandmølle – Sulkendrup Mølle. Møllen er den dag i drift og holder åbent på udvalgte dage, hvor du også kan nyde en kop kaffe, en is eller lignende. Ved møllen finder du også en nyrestaureret jættestue, som du kan kravle ind i. Stedet hører til blandt de mest idylliske på turen.
Lille Mølle
Ørbæk Ådal er skabt i istiden og er ideel til vandmøller. Således skal du ikke cykle langt, før næste vandmølle – Lille Mølle med sit snurrede møllehjul, bindingsværk og stråtag spejler sig smukt i sin møllesø.
Refsvindinge og Ørbæk Bryggeri
Vand skal der til. Om det er grunden til, at egnens lokale bryggerier befinder sig i området, skal vi lade være usagt, men ikke desto mindre finder du to rigtig gode bryggerier her. Refsvindinge Bryggeri og Malteri kender de fleste fra deres Ale No 16, som er kåret til Danmarks bedste øl flere gange. Ørbæk Bryggeri er økologisk og ligeledes prisvindende for bl.a. Fynsk Forår. Begge bryggerier kræver en kort afstikker fra ruten. Vi synes, det er omvejen værd at besøge deres gårdbutikker og mærke duften af malt, humle og høre de klirrende flaske på tappebåndet.
Frørup, Svindinge og Glorup
Turen fortsætter igennem de skønne landsbyer Frørup og Svindinge. I Frørup finder du Regisse Kilde, som i middelalderen blev anset for at kunne helbrede syge. Kun et stenkast herfra ligger Frørup Vingård. Om vinen har helbredende kraft, er langtfra sikkert. Sikkert er det dog, at du bør besøge vingården og vinmarkerne. Vi anbefaler, at du læser mere på visitnyborg.dk for ikke at gå glip af fx den spændende historie om troldkvinden, som kastede Danmarks største sten efter præsten i Svindinge. Turen fortsætter forbi Glorup Gods, hvor parken er et besøg værd. H.C. Andersen gjorde ofte ophold her og har skrevet eventyr og digte på Glorup.
Kongshøj Mølle
Kongshøj Mølle og dens møllesø er lige så billedskøn som de andre møller. Gør gerne et holdt her ved den lille rasteplads, og nyd udsigten på tværs af søen og spejlbilledet af møllen, mens du hører det klukkende og rislende vand strømme bag dig. Møllen hørte oprindeligt til Glorup Gods. Inden du når retur til Nyborg, passerer du endnu en hellig kilde. Skt. Mads Kilde er beliggende ved Kogsbølle ud til Holckenhavn Fjord. Som med Regisse Kilde valfartede pilgrimme i tidligere tider også til Skt. Mads Kilde for helbredelse. Ved indkørslen til Nyborg ligger Holckenhavn Slot, hvor du også kan gå en tur i parken.
Dyrehave Mølle
Når du kører ind i Nyborg fra syd, kommer du ind ad Dyrehavevej. Vejen skærer sig igennem den gamle Dyrehave fra Middelalderen, hvor kongens residens var Nyborg Slot. Her ligger også Dyrehave Mølle, som er en af Danmarks højeste møller af sin slags med sine 25 meter og 7 etager. Møllen blev for nylig restaureret og genåbnede for besøgende i 2021, hvor den igen kan male korn med vindkraft. Kongens Fadebur – et netværk af lokale fødevareproducenter – driver butik og arrangerer aktiviteter herfra.
Nyborg Destilleri
Måske synger englene over Nyborg. Måske er det alt det gode vand, der har givet helbredelse og liv igennem århundreder. Et er dog sikkert, og det er at Nyborg Destilleri på havnen i Nyborg destillerer bl.a. fantastisk whisky, gin og brændevin, eller Aqua Vitae om man vil. Ordet ”whisky” kommer af det keltiske ”uisce beatha” , som betyder Aqua Vitae eller ”livets vand”, og som bekendt skal der altid regnes med ”Angel’s share”, når whisky lagres og med tiden omdanner vand til denne livgivende spiritus, der bør opleves som afslutning på din cykeltur.