Bynær badestrand af høj kvalitet
I det nordøstlige Horsens, i bydelen Stensballe, ligger Husodde Strand smukt ned til Horsens Fjord. Herfra er der god udsigt ind til byen og et godt overblik over fjordens øer. Stranden er et populært udflugtsmål for byens beboere og gæster, når solen skinner.
Den brede strand har fint, hvidt sand og lavt, roligt vand. I sommerperioden giver en stor badebro både vandhunde og krabbefiskere god plads til sjove aktiviteter.
Blåt flag og gode faciliteter
Husodde Strand er eneste strand med Blå Flag-stemplet i Horsens Fjord. Det betyder, at der er ydet en ekstra indsats for strandens miljø, sikkerhed, faciliteter og information, hvilket giver dig den bedst mulige oplevelse som gæst - en garanti for en sikker og behagelig tur på stranden.
Omkring stranden står informationstavler, redningsudstyr og bord-/bænkesæt, hvor du kan nyde din frokost under åben himmel.
Der er også fine toilet- og handicapfaciliteter samt adgang til stranden for kørestolsbrugere. Parkeringspladsen få meter fra stranden har god plads til alle.
Børn vil elske det
Husodde Strand egner sig perfekt til børnefamilier. Foruden det lave og rolige vand og den høje sikkerhed kan forældrene sidde i læ for vinden på et græsareal ved siden af stranden, mens de mindste lader sig underholde på en lille legeplads med gyngestativ.
Husodde Strand ligger i forbindelse med campingpladsen Horsens City Camping. Campingpladsens kiosk sælger de lækreste is, og en flot minigolfbane i middelaldertema byder på sjov for hele familien.
Stendiget ved stranden egner sig godt til krabbefiskeri. Der er gode muligheder for fangst, så tag spanden med på stranden.
Lej udstyr og udforsk fjorden til vands
Hos strandens campingplads, Horsens City Camping, kan du leje SUP-boards og havkajakker og sætte dem i vandet lige ved stranden - en god måde at gøre strandturen til en ekstra stor oplevelse.
Prøv også områdets andre strande og badesøer
Leder du efter inspiration til flere badeture? Her får du et overblik over strande i lokalområdet.
Senest opdateret den 16. juni 2025 af Casper Terkelsen