Fotograf
Destination Kystlandet

Bjørnegrotten

Besøg en ægte bjørnegrotte

I den sydvestlige udkant af Odder ligger Rathlousdal Skov, som også går under navnet Dyrehaven. Skoven er i kort gåafstand fra centrum og er et skønt bud på en bynær udflugt i det grønne. Ikke mindst på grund af dens store attraktion Bjørnegrotten, som er et stort hit blandt familiens yngste. Det karakteristiske gamle bygningsværk er i dag noget forfaldent, men det er stadig let at se, hvordan bjørnene har levet. Der er blandt andet et badebassin og en hule, hvor de store bamser kunne gemme sig. På forsiden af bjørnegrotten er der tremmer, som adskilte dyrene fra de forbipasserende i skoven. Husk at tage et billede af børnene, mens de rusker i tremmerne.

 

Hvorfor ligger der egentlig en bjørnegrotte i skoven?

Rathlousdal Skov er opkaldt efter godset Rathlousdal, som ligger i den sydlige udkant af skoven. Herregården har gennem tiden haft flere farverige godsejere, som har præget området. En af dem var Emil von Holstein-Rathlou, som havde en stor personlig interesse for eksotiske dyr. I 1878 valgte han at åbne en dyrepark i herregårdsskoven med fri adgang for byens borgere - til stor glæde for lokalbefolkningen. Her kunne man blandt andet se kronvildt og kænguruer på skovturen, men den store attraktion var to bjørneunger som han købte under et besøg i Rusland. Bjørnene voksede sig hurtigt store, fik unger og levede i skoven i 10 år inden godsejeren blev træt af at passe dem, og i sidste ende lukkede dyreparken.

I dag er bjørnegrotten det eneste vidne om byens gamle zoologiske have.

 

Tag pandekager med

En lidt pudsig historie er, at godsejeren fodrede bjørnene med pandekager. Så tag pandekager med på turen, så børnene rigtig kan leve sig ind i rollen som bjørn for en dag.

 

Hvordan kommer jeg til Bjørnegrotten?

Ankommer du til Bjørnegrotten i bil, kan du holde i siden af vejen på Kongshusvej, hvor der går en sti ind i skoven. Parkeringen er tæt på stedet, hvor Kongshusvej møder Lundhoffvej. Til fods er der kun 2 kilometer fra Odder Centrum. Nærmeste indgang til skoven er ved Rathousdals Allé. På vores digitale kort kan du se parkeringspladsen og forslag til ruter i skoven. Via gps kan du følge ruterne rundt i skoven. Trænger du til en lang travetur, kan du kombinere med en vandretur i det nærliggende Vejlskoven.

Adresse

Rathlousdal Skov
8300 Odder
Danmark

Andre Naturoplevelser

i sejleruniverset Det Blå Østjylland
Copyright 2024 © Havneguide.dk