Porten til Lillebælt
I indsejlingen til Lillebælt ligger den hyggelige Strib Bådehavn, på vestsiden af Strib Odden. Med en flot udsigt til det historiske Strib fyr fra år 1900 og den nye Lillebæltsbro, der stod færdig i 1970, er Strib Bådehavn det perfekte stop for naturoplevelser, lystfiskeri og vandaktiviteter.
Strib var fra 1651 et vigtigt færgested, og med jernbanens indtog blev byen nærmest knudepunkt imellem landsdelene. I dag er Strib Bådehavn en moderne lystbådehavn med to bassiner, men konturerne fra den gamle færgehavn anes stadig, ligesom materialerne afslører havnens tilhørsforhold til jernbanedrift. Havnepladserne er for eksempel pælerammet med genbrugte jernbaneskinner fra dengang.
Gode faciliteter
Her er gode toilet- og badefaciliteter og både vand og el er inkluderet i havnelejen. Syd for klubhuset har campister mulighed for at parkere deres autocampere.
Børn om bord
På havnen finder I en maritim legeplads med tårn og rutsjebane. Og er I til fiskeri, kan I fange krabber og lade dem løbe om kap i krabbebanen.
Indkøbsmuligheder
Har I brug for at proviantere ligger SuperBrugsen ca. 1 km. fra havnen, og Netto ligger 800 m. fra havnen i retning mod Middelfart. Midt i Strib by - 100 m fra havnen - ligger en god slagter på hovedgaden, der har både ferske og tilberedte lækkerier.
Udflugter
Strib Bådehavn ligger i perfekte omgivelser til vandre- eller cykelture.
Der er gode muligheder for ture langs stierne ved Nordstranden og Røjle Klint. Når I runder fyret fra vest mod øst, finder I en skøn sandstrand med gode bademuligheder. Det er også her, at mange lystfiskere prøver lykken efter især torsk og fladfisk.
Går I langs vandet, kan I på stille sommeraftener ofte se marsvin boltre sig i vandet. Gå en kortere tur op i Strib by og se Strib Kirke, en hyggelig lille bykirke bygget i 1911.
Havnefogeden er behjælpelig med forslag til ture i Strib og omegn.
Er I til længere ture stopper bussen 250 m fra havnen. Tag bussen og gå på bytur i Middelfart ca. 6,5 km fra havnen.
Action og en særlig udsigt
Er I til action og en helt speciel oplevelse, bør I overveje Bridgewalking, som er en guided gåtur i 60 meters højde i toppen af den gamle Lillebæltsbro. 20 m under jer, kan I se jernbaneskinnerne og vejbanen.
Er I til kunsthåndværk kan I tage bussen til Middelfart og besøge CLAY Keramikmuseum. Museet ligger 15. min til fods fra Middelfart Station og er Nordens eneste specialmuseum for nutidig keramisk kunst.
Anduvning til Strib Bådehavn
Større både henvises til det nordlige havnebassin.
Denne havn er Sikker Havn Certificeret. Det betyder, at redningsudstyr er opsat, placeret og mærket efter en række anbefalinger, for at højne sikkerheden.
Læs mere om certificeringenFaciliteter
- Bad
- Grill
- Autocamper
- Legeplads
- Toilet
- Slæbested
- EL
- Kran
- Indkøb
- Vand
- Sikker havn
- Wi-Fi
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Hjertestarter