

















Velkommen til Middelfart Marina
Besøg Middelfart Marina i det idylliske Fænøsund, der er ideelt farvand for tursejlere med korte afstande til oplevelser på vandet, seværdigheder og naturskønne omgivelser. Marinaen er en af de mest centralt placerede havne i Danmark med god plads til både fastliggere og besøgende.
Middelfart Marina tilbyder moderne faciliteter og et hav af aktiviteter for både børn og voksne. På havnen finder I hyggelige grillpladser og en børnevenlig badestrand.
Gode faciliteter
Middelfart Marina er ved at gennemgå en større renovering, der blandt andet moderniserer havnens mange faciliteter. Glæd jer til nye legeredskaber til de mindste og nyd allerede nu servicebygning med gode toilet- og badfaciliteter, samt tre store familiebaderum. I bygningen finder I en vaskemaskine og der er også plads til at klare opvasken. Opvarmning af forbrugsvandet klares ved hjælp af solenergi, via to store solfangere på havnen.
Har I brug for at tømme toilettanken, er der en pumpestation til spildevandstanke og udslagskumme til kemitoiletter. Forbruget af vand og el betales med kort, der fås i automaten ved havnekontoret. Restbeløbet og jeres depositum udbetales af automaten, når kortet returneres ved afsejling.
Indkøbsmuligheder
På havnen finder I bådudstyrsbutikker og trænger sejlet eller presenningen til reparation, er der også mulighed for dette.
Børn om bord
Ved Marinaen finder I den familievenlige blå flag badestrand, hvor der henover sommeren arrangeres vandaktiviteter for børn. Naturvejlederne laver aktiviteter for børn hver tirsdag sommeren igennem. læs mere på visitmiddelfart
Golf indenfor rækkevidde
Flere sejlere tager golfkøllerne med på turen, og Middelfart Marina er en af de få havne i Danmark, der grænser direkte op til en golfbane. Ved havnen ligger Golfklubben Lillebælt med 18 hullers golfbane og en Pitch & Putt bane. Det er pay-and-play princippet, og så er det ellers bare at nyde den direkte udsigt til sundet imens.
Ideer til udflugter
Er I til bytur findes der nær Middelfart Marina busstop med forbindelse til Middelfart midtby, der ligger 1,5 km fra havnen.
Besøg også Nordens eneste specialmuseum for keramisk kunst, kunsthåndværk og design – CLAY Keramikmuseum Danmark. Museet rummer én af Europas fornemmeste samlinger af keramik.
Trækker naturoplevelser, er der klatreture, kanoudlejning, snorkling, fisketure og hvalsafari inden for rækkevidde.
Du kan også gå på en bro. Bridgewalking Lillebælt er en ny attraktion, hvor du kan nyde den spektakulære udsigt i 60 m højde, suget i maven og den svage rysten i broen, når toget og trafikken kører under gangbroen.
Se hvad du kan opleve, når du besøger Middelfart Marina, i Havneguide.dks aktuelle eventkalender nedenfor. Der kan bestilles billetter til de fleste arrangementer, direkte fra kalenderen. Se også oversigten over spisesteder og seværdigheder.
Autocamper
Havnen har indrettet en hyggelig plads for autocampere med strøm og vand mod betaling.
Tankning
I Middelfart Marina forefindes tankanlæg til både GTL Fuel og benzin.
Faciliteter
- Bad
- Grill
- Bådudstyr
- Autocamper
- Legeplads
- Toilet
- Cykeludlejning
- Slæbested
- EL
- Kran
- Indkøb
- Vand
- Spisested
- Benzin
- GTL
- Wi-Fi
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Tømningsanlæg
- Hjertestarter