Lystfiskeri i en rigtig fiskerby
Juelsminde opstod oprindelig som et lille fiskerleje, og blev senere til en egentlig havn med jernbane, færgeforbindelser og turisme. Men fiskeriet er stadig en del af byens maritime selvforståelse og historiske DNA. Og som lystfisker har du da også mulighed for at sikre dig en god fangst i byen, som er omringet af vand på tre sider. Nærheden til byens oplevelser er en stor fordel – ikke mindst, hvis du er afsted med en mindre lystfiskeglad familie.
Fiskeri på Storstranden
Den populære badestrand, Storstranden, er fyldt med glade badegæster i sommerperioden, men i efteråret, vinter og i særdeleshed foråret er der også rigtig fine muligheder for fangst af havørred på dette stræk. Fiskene findes ofte i mindre stimer i skellet mellem sandbund og tangskovene. Strækket er afbrudt af flere markante stenhøfter, der danner små badekar, hvor rejer og småfisk finder læ for strømmen.
Strømmen er ofte kraftig på dette stræk, hvilket bevirker, at havørrederne skal findes. Derfor skal stækket fiskes af fra start til slut, da fiskene følger fødeemnerne.
Spinnefiskerne har klart en fordel i sommermånederne, da havørrederne ofte bliver på de dybere vand i dagtimerne. Dog skal du bevæge dig et godt stykke væk fra storstrandens badegæster, hvis du fisker i denne periode.
I sæsonen er her desuden rigtig mange hornfisk og i perioder kommer makrellerne også tæt på land her.
Der er en stor, gratis parkeringsplads på stranden.
Lystfiskeri ved Juelsminde Havn
Havnen i Juelsminde er et rigtig godt valg, hvis du vil fiske på dybt vand uden at skulle bruge waders, og samtidig være tæt på havnens pulserende sommerliv. Her er der mulighed for fangst af mange forskellige fiskearter. I sommer og efterår er der godt fiskeri efter makrel, havørred og fladfisk, mens silden kigger forbi både forår og efterår. Der er samtidig god mulighed for bifangst af torsk.
Der er masser af gratis parkeringspladser omkring havnen og ned til Storstranden.
Fiskeri ved Sandbjerg Vig
Den smukke og markante bugt Sandbjerg Vig (også kaldt ”Bugten” af de lokale) byder på glimrende fiskevand nærmest byen og havnen. Sandbjerg Vig Strand har egen parkeringsplads, helt ned til vandet. Kort til højre herfor er en å. På venstre side af åen kan der fiskes over sandbunden efter kutling og tobis. Vær opmærksom på badegæster i sommerperioden. Det er dog stykket til højre for åen, som er mest anbefalelsesværdigt.
Området til højre for åen, det 400 meter lange stykke ind mod marinaen, er populært fiskevand for lokalbefolkningen. Det er særdeles godt havørredvand i sommerperioden, da der på dette stræk er flere store muslingebanker. Pladsen har meget dybt vandt tæt under land og fødeemner, som rejer, sild og tobis er ofte godt repræsenteret på dette stræk.
Pladsen er et besøg værd året rundt, men i sommerperioden er det tidlig morgen og i skumringen/ natten havørrederne kommer tæt på land.
Der kan både vadefiskes eller fiskes direkte fra land. Strækket fisker godt i både høj- og lav vandstand.
I sommerperioden kan der ligeledes træffes makreller på dette stræk. I vinterperioden kan du også træffe kysttorsken, længst henne mod havnen. Det er dog spinnefiskerne der har de bedste chancer her.
Kystfiskeri ved Bjørnsknude
Juelsmindes mest populære fiskeplads finder du ved det markante rev, Bjørnsknude, som strækker sig langt ud i Kattegat. Denne plads har vi givet sin helt egen side. Du kan læse mere om fiskeri ved Bjørnsknude på denne side.
Flere fiskepladser i området
På denne side om kystfiskeri i Kystlandet kan du finde inspiration til din næste fangst samt valg af fiskeplads.
Fiskeophold i Juelsminde?
På denne side kan du finde inspiration til overnatning, spisesteder, aktiviteter med mere omkring Juelsminde.