Marsvinfangst tilbage i tiden
I Lillebælt blev der i flere århundreder drevet organiseret jagt på marsvinet. Det vides ikke præcist hvor lang tid, men historien spores tilbage til 1500-tallet. Sporet er en regnskabsbog hvor der er anført en levering af marsvineflæsk fra Middelfart. I 1520 vides det, at Hindsgavl Slots lensmand har leveret marsvin til kongen.
I Lillebælt jagede man i århundreder verdens mindste hval – marsvinet. Det var marsvinjægernes laug på 30 mand, der stod for den omfattende jagt. Siden 1959 har byen haft et laug, der værner om den enestående historie.
Marsvinjægerne sejlede i deres 10 både ud fra Middelfart for at indtage deres kendte positioner efter et gennemprøvet system i Lillebælt syd for Fænø og ved indløbet til Gamborg Fjord. Når marsvinene som regel i småflokke på 3-5 dyr kom op gennem bæltet fra Østersøen, varskoede de første både de øvrige både.
Marsvinjægerne slog med grene i vandet for at skræmme de lydfølsomme dyr til at fravige deres kurs. Bådene tvang herefter marsvinene hen mod fjordens munding øst for Fønsskov Odde. Her lå andre både parat, samtidigt med at nogle af de første både deltog i forfølgelsen. De opskræmte marsvin blev tvunget ind på lavt vand med Svinø, hvor jægerne ved hjælp af et langt garn omringede dyrene og trak dem ind mod strandbredden. De døde marsvin blev læsset i bådene og sejlet til Middelfart. Her udvandt man olie fra marsvinets spæklag, som blev brugt til lampeolie.
Marsvinet
Middelfarts historie er knyttet tæt sammen med marsvinene. Marsvinet lever i Lillebælt, og de observeres ofte i farvandet mellem Strib og Fredericia, under Den Nye Lillebæltsbro og hen mod Den Gamle Lillebæltsbro.
Marsvindagen
Marsvindagen er en tilbagevendende event med fokus på historien om marsvinet. Kom til Middelfart denne dag i maj, og hør historien, se optoget gennem byen, og se den smukke marsvinbrønd i Middelfarts gl. bydel.
Hvalsafari/marsvintur
I dag er hvalsafari en populær attraktion i Middelfart. Det er en dejlig oplevelse, hvor I er på vandet i 3 timer. Fortællingen om marsvinene og marsvinfangsten er spændende, og naturen fantastisk. På hvalsafari turene bliver historien netop fortalt, og både AVENTURA og MIRA3 har lytteudstyr ombord, så du som gæst kan høre marsvinets særlige klikkelyde.
Kundeudtalelse om hvalsafari
"Stor ros til Aventura for en super oplevelse. Der er ikke lovet for meget når I reklamerer med oplevelser i topklasse. Yderst venlig og børnevenlig behandling, samt en god information! Vi så masser af marsvin, omend på afstand, men det gjorde absolut ikke wow effekten mindre:-). Det er jo skønt at se dyrene i rette element!! Tak for det, vi anbefaler dette varmt:-) Venligst Joan"