Hop i bølgen fra nyt badeanlæg ved Endelave Havn

12. oktober 2021
Endelave Havn

Stort badeanlæg indviet på Endelave Havn

Borgmesteren fra Horsens Kommune, Peter Sørensen, var mødt op på Endelave Havn til en festlig dag i sommeren 2021, for at indvie et stort nyt badeanlæg. Anlægget kan blive et stort aktiv for øen, og glæden var stor, da man så resultatet af det, som frivillige kræfter har arbejdet for så længe.

Havnebadet ligger ved havnens vestmole og når langt udover stenmolen til dejlig sandbund. Foran havnebadet er udlagt en havsvømmebane og fra havnebadet er der flere nedgange til udspring og badning. Her er bruser til afskylning og promenadebænke i første række til Danmarks smukkeste solnedgang.

Rolige badeforhold

Placeringen af havnebadet sørger for, at gæsterne kan bade i rolige omgivelser og under gode badeforhold, i modsætning til tidligere, hvor gæster ofte sprang i foran færgelejet ved indsejlingen til havnen.

- Projektet har været tre år undervejs. Det har været sin sag at søge om tilladelse til byggeriet, og vi var lige ved ikke at få lov. Det gjorde vi heldigvis, ved fælles hjælp, og allerede fra første dag har anlægget været et populært samlingssted for både de lokale og for alle vore turister her på Endelave, siger Henning Nørbæk, der er tidligere kulturchef i Horsens Kommune og igennem 40 år har været sommerhusejer på Endelave.

- Fremover vil badeanlægget være med til at tiltrække flere gæster og sejlere til øen. Det skaber liv på havnen og badeanlægget falder rigtig godt i tråd med det aktive liv, vi har her på øen og som tiltrækker både gæster og flere fastboere, slutter Henning Nørbæk.

Læs mere om Endelave Havn her på Havneguide.dk eller på sejleruniverset Småøerne - sæt kursen mod de danske ø-havne

Om badeanlæggets tilblivelse

• Badeanlægget, der ligger ved Endelaves havn, åbnede officielt 19. juni.
• Prisen for det samlede projekt er 1,8 millioner kroner, som er doneret af Nordea-fonden (900.000 kr.), LAG Småøerne (400.000 kr.), Horsens Kommune (360.000 kr.), Familien Hede Nielsens Fond (125.000 kr.) og Sydbank Fonden (25.000 kr.). Dertil kommer bidrag fra Endelave Beboerforening, Endelave Idrætsforening, Endelave Fritids- og Kulturforening og vinterbadeklubben De Kolde Kaniner
• Ud over en bro, der stikker ud i vandet, består anlægget af en 80 kvadratmeter stor landdel med bænke- og opholdsområde.
• Landdelen er bygget af Snaptun-firmaet JH Tømrer & Entreprise, som har brugt 15 ton træ og 15.000 skruer på projektet.
• Vanddelen er skabt af det sjællandske firma NBC Marine.

Foto: Karsten Hansen og Henning Nørbæk.


Flere nyheder

Copyright 2024 © Havneguide.dk