Før uheldet tænkte jeg ikke over redningsudstyret på havnen

04. oktober 2023
Sikker Havn

Pinselørdag faldt Bente Bregnebøl i havnen og blev reddet op igen. Lynhurtigt kom hjælpen ilende fra alle sider og ved hjælp af havnens redningskrans og redningsstige, blev hun reddet uskadt op af vandet. Før var redningsudstyret på havnen ikke noget Bente Bregnebøl havde tænkt så meget over, men nu fylder det hende med tryghed, at Søfronten er på vej til at blive certificeret som Sikker Havn.

Bente Bregnebøl var pinselørdag på vej fra borde af hendes og ægtemandens Bavaria 44. På vej over gitteret i stævnen på båden, får Bente trådt ved siden af den lille trappe på broen, og havner i vandet mellem båden og broen. Bente har sejlet i mange år og kender turen til og fra land over bådens stævn, men denne gang gik det galt:

– Vi havde gæster om bord på båden og vi snakkede, så jeg var nok lidt uopmærksom, fortæller Bente Bregnebøl om oplevelsen, mens hun fortsætter: Der gik meget kort tid, så stod der 10 personer for at hjælpe. Jeg tænkte overhovedet ikke på, at jeg ikke kom op – jeg nåede slet ikke at blive bange.

Bjørn Bjergsted har også sin båd liggende i Søfronten, og var den første der nåede frem på broen. En redningskrans blev kastet i vandet, og imens hentede han den nærmeste løse redningsstige. De to armstøtter blev brugt som støtter på broen, og mens Bjørn Bjergsted holdt godt imod i toppen af stigen, kunne Bente Bregnebøl selv kravle op af vandet. Alt foregik meget betryggende for den uheldige Bente Bregnebøl, der kunne få et godt fast greb om den løse stige:

– Det giver virkelig tryghed at vide, at redningsudstyret er der og at der var så mange til at hjælpe, fortæller en lettet Bente Bregnebøl, mens hun tankefuldt fortsætter: Jeg har faktisk aldrig tænkt over det med redningsudstyret på havnen før uheldet!

Søfronten arbejder på en Sikker Havn certificering

Bente Bregnebøls tur i vandet skete mindre end en måned efter, at Søfrontens havnefoged, Jens Ole Jensen, var færdig med at sætte alle havnens redningsstiger op. Det er den nuværende havnefogeds forgænger, der satte arbejdet med at få Søfronten certificeret som Sikker Havn i gang, og da redningsudstyret ankom fra leverandøren, begyndte Jens Ole Jensen at sætte det op.

– Vi er ikke helt færdige med at opsætte det hele. Der mangler oversigtskort, mærkater og den skriftlige beskrivelse af den løbende kontrol af udstyret. Og så har vi heller ikke holdt kursus i at bruge det, fortæller Jens Ole Jensen, og fortsætter: Men det var let at gå i gang efter den Sikker Havn-rapport min forgænger havde fået udarbejdet, og nu er jeg jo endnu mere glad for, at jeg straks gik i gang med at få sat udstyret op.

Søfronten, der er en privatejet havn, har investeret omkring 32.000 kroner og en masse arbejdstimer i redningsudstyret. Uheldet pinselørdag gik godt, dels fordi der var andre på havnen, der hurtigt trådte til med hjælp, dels at der var redningsudstyr på havnen, som var let at finde og nemt at bruge.

Det gik også godt for en af FLIDs Sikker Havn vejledere, men her var situationen en helt anden.

Sikker Havn vejleder reddet af tovværket langs kajen

Jens Aage Jensen er en meget erfaren sejler, og underviser i sejlerskolen i Hvalpsund Lystbådehavn. Men også for en ekspert kan arbejde på båden pludselig blive livstruende. En rigtig råkold septemberdag i Hvalpsund Lystbådehavn var Jens Aage ved at klargøre sin båd til vinterpladsen. Mast og forstag var taget af og han var helt alene i havnen.

– Da jeg skulle ind på broen fra båden hang mit bukseben fast i ankerrullen, jeg mistede balanen og røg ned i vandet mellem båden og broen. På grund af kulden havde jeg meget tøj på, og kunne kun med stort besvær holde mig oven vande, fortæller Jens Aage Jensen. Men han vidste, at der langs broen var fastgjort et tov, netop til at hjælpe forulykkede. Det tov fik han kæmpet sig ind til, og trak sig så 25 m hen til en fast redningsstige hvor han kunne kravle op.

“ Tovværk er et fremragende redningsudstyr, som desværre kun er monteret i få lystbådehavne… “ – Jens Aage Jensen

– Det kunne være gået frygtelig galt, hvis tovet ikke havde været der, siger Jens Aage.

Jens Aage Jensen er en af FLIDs syv Sikker Havn vejledere, og besøger havne, der ønsker en risikovurdering af deres havn, med henblik på at blive Sikker Havn certificeret. Tovværk er et fremragende redningsudstyr, som desværre kun er monteret i få lystbådehavne.

Tak til Bente Bregnebøl og Jens Aage Jensen, og artiklens øvrige medvirkende, for at dele historien og for at være åben om deres uheld.


Flere nyheder

Copyright 2024 © Havneguide.dk