På udflugt i Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov

Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov dækker sammen med Hellebæk Kohave et ca. 1000 hektar stort skovområde. Her kan du nyde den smukke natur med 500 år gamle egetræer, store nåletræer, intakt højmose og idylliske skovsøer, mens du er aktiv.

Teglstrup Hegn og Hellebæk Skov er Natura2000-område, hvilket betyder, at der er særlig fauna, som EU har besluttet skal beskyttes i særlig grad. Området byder på vandreruter, MTB-ruter, løberuter og fugleskjul – her er helt sikkert også en oplevelse for dig!

For MTB-ryttere byder områdets ”blå rute” på en 14,6 km lang mountainbikerute med afvekslende sværhedsgrader. Den løber gennem den nordlige og sydlige del af Teglstrup Hegn og er en blanding af singletrack og skovveje. Der er bygget en del på sporet, så du får kørt på drops, berms, små rockgardens og et lille tabletop undervejs. Området er en del mere kuperet end andre nordsjællandske skove, så det er sjovt at opleve! Ruten starter på parkeringspladsen på Esrumvej 251, 3000 Helsingør, og den kan også løbes, hvis du foretrækker at opleve skoven til fods. Skoven byder også på et væld af andre vandre- og løberuter, som kan varieres, så du kommer igennem både Teglstrup Hegn, Hellebæk Kohave og Hellebæk Skov.

Området har også noget ganske særligt at byde på for fuglekiggere. Ved Pernille Sø ligger et fugleskjul, hvor du kan betragte de fugle, der yngler i området. Her kan du opleve rovfugle, grågæs, musvåger og nattergale, når de flyver rundt i området, og i forårs- og efterårsmånederne er de store fugletræk, der passerer, også værd at opleve. Hvis du vil opleve noget ud over det sædvanlige, skal du besøge området i marts og oktober, for så passerer de store tranetræk. I foråret 2013 blev der observeret 4136 traner, der fløj mod Sverige. En kæmpe oplevelse! Skal udflugten byde på kulturhistoriske indtryk, kan du gå på opdagelse i stedets industrihistorie. Selve navnet ”Teglstrup” hentyder til den teglproduktion, der har fundet sted gennem historien i området omkring Helsingør, og en historisk Hammermølle, der blev bygget i 1765, ligger også i området. Her blev der fremstillet gevær- og pistolløb frem til 1870. I dag er møllen genopført og huser et museum, café og restaurant. Find en oversigt over områdets mange muligheder her.

Kilde: Naturstyrelsen og sporguide.dk
Billede: VisitDenmark / Niclas Jessen
Koordinater: 56.051710, 12.553811

Andre Aktiv i naturen

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2025 © Havneguide.dk