Gå på opdagelse i landskabet
På vandringen oplever du, hvordan fortidens historier stadig kan findes i landskabet omkring Favrholm. Undervejs møder du steder som den forsvundne middelalderlandsby Egespur, bronzealdergravhøjen Pukhøj og Frederik 2.s gamle kanalanlæg.
Vælg mellem to ruter
Du kan vælge den korte familierute på 5 kilometer eller den længere rute på 12 kilometer. Begge ture byder på historiske stop, hvor formidlere og frivillige fortæller om de mennesker, steder og begivenheder, der har sat deres spor i landskabet.
En vandring med historier og overraskelser
Undervejs kommer du forbi Favrholms gamle vandmøllesystem og Salpetermosen, hvor fund af moselig fortæller dramatiske historier fra fortiden. Som et lille minde får alle deltagere en replika af en Ave Maria-amulet, inspireret af et arkæologisk fund fra Egespur.
En del af en europæisk pilgrimsrute
Vandringen følger en lille del af den danske pilgrimsrute, som siden middelalderen har været forbundet med de store europæiske pilgrimsruter mod blandt andet Santiago de Compostela, Rom og Jerusalem. Du får dermed både frisk luft, fællesskab og et indblik i Hillerøds historie – fra bronzealderen til nutidens by.