Gæve historier

Hornbæks unikke vartegn

Hvis du går forbi det nuværende Hornbæk Hospital, så undrer du dig måske over, hvad det er for en underlig tilbygning oppe på taget.

Her ser du et grøn-irret, aflangt tårn, der ikke umiddelbart passer ind. Den er designet af den kendte arkitekt, Ole Falkentorp (18. februar 1886 – 21. august 1948). Mange af hans bygninger ses stadig tydeligt i det københavnske bybillede.

Ole Falkentorp var søn af arkitekt, professor og kongelig bygningsinspektør Albert Jensen, som var en ledende skikkelse på Kunstakademiet. Man skulle tro, at Ole Falkentorp ville følge sine fars fodspor – men nej! Han var meget uenig med sin far, som han mente var dybt dekadent i sin arkitektstil. I stedet valgte han at tage udgangspunkt i nyklassicisme og funktionalisme.

Ole Falkentorp havde store forestillinger om, hvad der skulle bygges i Hornbæk. Blandt andet havde han tegnet en kopi af det olympiske svømmestadion i Berlin, som skulle bygges i Hornbæk for at forlænge turistsæsonen i området. Men det nåede aldrig at blive bygget, da 2. Verdenskrig ulmede i horisonten.

Overbygningen på hospitalet i Hornbæk blev designet med det formål, at den skulle illudere noget maritimt for bygningen. Det leder os tilbage til tiden før bygningen blev brugt som hospital; her var den nemlig et badehotel.

Badehotellet blev bygget i 1935 og har siden skiftet formål og navn flere gange. Det var et fornemt og imponerende hotel med sine 81 suiter, og det blev flere steder omtalt som et af de flotteste i Danmark på den tid: folk valfartede hertil. Især da Hornbæk Revy blev opført i hotellet i sommermånederne af Stig Lommer, som fik sit gennembrud her. Han var direktør og iscenesætter for Hornbæk revyen i 1935 – og det gjorde ham landskendt. Åbningsrevyens musik var skrevet af Aage Stentoft, og Victor Borge og Sigfred Johansen optrådte blandt andet.

En af de første forestillinger fandt sted i den specielle overbygning med plads til 12 særligt udvalgte gæster, men man måtte allerede samme år flytte lokale. De røde og grønne lamper, som man brugte i bygningen blev vurderet af myndighederne til at være forvirrende for både på havet. Hvis bådene troede, det var et fyrtårn, så ville de støde på grund. Derfor har der efter sigende ikke været lys i overbygningen siden 1936.

Efter 2. Verdenskrig blev badehotellet solgt til Polioforeningen, som brugte det til genoptræningscenter for polioramte. Turismen til Hornbæk ændrede sig nemlig drastisk efter krigen. I dag er hospitalet stadig genoptræningscenter for rygmarvsskader, og mange af de gamle fornemme suiter er derfor bygget om.

Men hvad er bygningen? Nogle kalder det en ubådskabine, andre for et styrehus på et skib. Hvad end det beskrives som, så kan du stadig se det særlige vartegn for Holbæk på hospitalsbygningen den dag i dag!

Kilde: William Ledegaard og Helsingør Leksikon

Koordinater:  Bredde: 56.092509
Længde: 12.456568

Andre Gæve historier

i sejleruniverset Nordsjælland
Copyright 2024 © Havneguide.dk