Velkommen til Rudkøbing Havn
Havnen ligger i det smukke sydfynske øhav, her er usædvanligt smukt og frodigt i området omkring Rudkøbing Havn, med masser af havudsigt. Er man til solnedgang i verdensklasse er Rudkøbing et godt udgangspunkt, da havnens placering mod vest giver en fantastisk smuk udsigt over øhavet.
Tæt på havnen ligger den charmerende Rudkøbing by med sine snoede, hyggelige gader med brosten og stokroser, et livligt handelsliv, seværdigheder og gode spisesteder.
All inklusive – også cyklen
I Rudkøbing Havn dækker havnepengene både cykeludlejning, vand, strøm og bad. Hop på cyklen og kom helt tæt på det smukke Langeland, tæt ved havnen ligger gode ruter med smuk natur og havudsigt.
Badeanstalt og sandstrand
Er I til en dukkert på en varm sommerdag, kan I springe i bølgerne fra havnens badebro, eller benytte den hyggelige badeanstalt syd for Rudkøbing Havn. Her finder I én af de mange skønne sandstrande, som Langeland er kendt for.
Lystbådehavn mod nord
Rudkøbing Havn er delt i flere forskellige havne. Længst mod nord ligger lystbådehavnen, hvor den nyeste del er bygget i forbindelse med etableringen af Skudehavnen i 80’erne. Havnen er velfungerende og bliver løbende moderniseret, så faciliteterne dækker både fastliggeres og gæstesejleres behov.
Fiskerihavnen mod syd
Længere mod syd ligger den gamle fiskerihavn. Her kan I nyde et helt særligt miljø med småbåde og garnjoller i historiske rammer. Ved fiskerihavnen ligger små redskabs- og garnskure, der er fredet og som bliver løbende renoveret for eftertiden.
Industrihavn
Ved siden af fiskerihavnen ligger industrihavnen, der er delt op i to. Nordre bassin bliver besøgt af mange sejlende gæster, og der er fyldt helt op når der er Ø-festival i uge 30. Her summer centrum af Rudkøbing af gratis musik i dagene op til festivallen. I søndre bassin er der ca. 30 fastliggere, her er det også muligt at finde en gæsteplads, og her er gode bad- og toiletforhold.
Bevaringsværdige bygninger på fiskerihavnen
Rudkøbing Havn er en vigtig del af Langelands kulturarv. Sammen med det smukke gamle pakhus fra 1916 danner bassinet ramme om nogle af de gamle træskibe. Læg mærke til en anden lille karakteristisk bygning; den ottekantede havnekiosk der faktisk hedder "Sekskantet". Kiosken er over 100 år gammel. Længst mod syd ligger færgerne til henholdsvis Strynø og Marstal. I forbindelse med færgelejet ligger den bevaringsværdige gamle ventesal fra ca. 1926.
Sejlerhus med baderum og køkken
På havnen er sejlerne velkommen til at benytte havnens hyggelige sejlerhus med moderne faciliteter. Her er spisepladser både inden døre og på en terrasse, hvor I kan nyde jeres lækkerier med udsigt over havnen mod vest - og der er garanti for solnedgang i verdensklasse! I sejlerhusets køkken kan I tilberede jeres mad. Huset rummer desuden moderne familie-baderum og fine toiletfaciliteter.
Autocampere
Havnen har gode faciliteter til autocampere, der er inkluderet i prisen. Her kan du også tømme bilens spildevand og holdingtanken. Autocamperne er velkommen hele året, men i perioden 1. november til 31. marts skal der tilkøbes strømkort.
Sejlerture - korte afstande til ø-havet
Rudkøbing Havn ligger ud til sejlrenden ved Langelandsbroen – perfekt placeret, hvis I vil videre til Ærøskøbing, Marstal, Svendborg, Faaborg eller Bagenkop.
Faciliteter
- Bad
- Grill
- Autocamper
- Legeplads
- Bådværft
- Toilet
- Cykeludlejning
- Slæbested
- EL
- Kran
- Indkøb
- Vand
- Diesel
- Spisested
- Benzin
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Tømningsanlæg
- Hjertestarter
- Gas