Hop i waders og kom helt tæt på livet under overfladen på vores populære wadersture, hvor vi fanger og undersøger fjordens dyr. Du kan også være med til at dissekere en fisk og lære, hvordan en fisk ser ud indvendig. På udvalgte dage tænder vi op i bålet og laver mad i det fri, hvor alle kan være med til at snitte, røre og smage.
Hele sommeren kan I gå på opdagelse i museets rørebassiner, hvor du kan klappe en krabbe eller holde en søstjerne i hånden. Du kan også fange dine egne krabber i Frederik VII's Kanal – måske bliver det til en hel spandfuld!
Der er masser af plads til leg, nysgerrighed og naturoplevelser, når Limfjordsmuseet inviterer til sommerferie ved fjorden. Vi glæder os til at se dig!