Østers- og Muslingepremieren på Mors
Østers- og Muslingepremieren på Mors er en årlig begivenhed der ligger i oktober måned. Her kan man smage sæsonens første Limfjordsøsters, få inspiration til nye smagsvarianter og nyde stemningen til årets Østers- og Muslingepremiere. Så deltag uanset om du elsker østers eller ønsker at smage østers for første gang.
Østers- og Muslingepremieren skyder sæsonen i gang og fejres med smagsoplevelser, musik, indlæg og nyeste viden. Oplev gourmetkokke med erfaring fra nogle af Danmarks bedste restauranter, nyd smagsoplevelser og overvær DM i Champagnesabling, Østersåbning og ikke mindst Tjener-battle og DM i Østersgastronomi.
Det er en festlig og helt unik oplevelse for alle.
Deltag i Østers- og Muslingepremieren
Tag del i festlighederne når havnen i Nykøbing Mors igen danner rammen om årets Østers- og Muslingepremiere. Du kan læse mere om Østers- og Muslingepremieren og booke billet via linket her: Østers- og Muslingepremiere i Nykøbing Mors (Det er først muligt at booke billeter når vi nærmere os oktober).
Lidt om østers
I Limfjorden lever den flade europæiske østers, Ostrea Edulis (også kaldet Limfjords Østers), og er efter sigende anset som en større delikatesse end den mere udbredte Stillehavsøsters. Limfjordsøsters vokser også langsommere end deres europæiske søstre, idet de lever i koldere vand, men får derved også en fyldigere smag. Limfjords østers er blandt mange kendt som verdens bedste østers.
I Danmark eksporteres årligt ca. 15 mio. østers.