Meldahls Rådhus er tidligere rådhus i Fredericia og har navn efter arkitekten Ferdinand Meldahl. Det blev indviet i 1860 (naturligvis d. 6. juli!). Arkitekten har også tegnet Marmorkirken i København samt Tinghusene i Aalborg og Randers.
Heldigvis overlevede det nye flotte rådhus Preussernes bombardementer i 1864-krigen, kun få år efter indvielsen. I dag fremstår rådhuset som en historisk perle og et fint eksempel på dansk bygningsarv. Bygningen er fra en periode i Danmark, hvor der blev hentet inspiration fra det øvrige Europa. Den imponerende bygning repræsenterer på én og samme tid norditaliensk middelalder og byzantinsk stil, og den regnes for et af Meldahls hovedværker. Da rådhuset også fungerede som arresthus, betød det at borgmesterkontoret lå blot ca. 4-6 meter fra de 10 fængselsceller!
På pladsen foran rådhuset er der nedlagt støbejernsfelter med de love og privilegier som Frederik d.3 tilbød folk, hvis de til gengæld ville bosætte sig i hans nye, men mennesketomme fæstningsby. Kongen lokkede blandt andet med religionsfrihed, skattefrihed, straffrihed til kriminelle, gratis byggegrund, toldfrihed og flere andre ting.
Meldahls Rådhus var byens fjerde rådhus. Det første rådhus lå på hjørnet af Kongensgade og Oldenborggade, det andet lå i Prinsessegade overfor det nuværende teater. Det tredje rådhus lå skråt overfor Meldahls Rådhus. Det femte rådhus er det nuværende - opført i 1965.
Fredericias byvåben med valgsproget “Pro pace armatus” (”Væbnet for freden”), udtrykker ganske præcist Fredericias historiske betydning som forsvarsanlæg.