Middelfart er en søkøbstad, hvis historie er tæt knyttet til farvandet Lillebælt, færgefart, og de mange marsvin som lever i farvandet. Middelfart var hjemsted for mange mindre handelsskibe og færgefart, før Lillebæltsbroerne knyttede Fyn og Jylland sammen. I dag eksisterer der 10 bevaringsværdige skibe i Middelfart Gl. Havn.
Gå ned igennem Brogade og tag eventuelt ind forbi Henner Friisers hus og få mere viden omkring marsvinejægernes hverdag i 1800-tallet.
Gl. Havn i Middelfart er Danmarks første kulturhavn, udnævnt af Skibsbevaringsfonden. Denne havn spiller en vigtig rolle i at bevare landets maritime kulturarv. Her mødes historiske skibe, bevaringsværdige bygninger og aktive maritime erhverv i et autentisk miljø, der fortæller historien om fortidens sejlads.
På Gl. Havn ligger også den lokale fiskebutik, som tilbyder friskfanget frokost på havnefronten, mens udsigten til broernes arkitektur nydes - alt imens de gamle træskibe vugger i havnen.
Fortsæt fra Gl. Havn forbi skibsværftet til jollehusene, som fortæller om byens tidligere marsvinejagt og marsvinejægerlaug. De Hængende Haver (etagehaver) som ligger særegent ud til bæltet, kan ses fra såvel havneområdet, som ude fra bæltet. Gør et stop i lyttestationen og hør marsvinenes kliklyde. Fra Gl. Havn er der i sommerperioden ofte daglige sejlture med Mira3, Aventura og MS Marianne. I Nyhavn2 ligger MS Sabine som også har daglige ture ud på bæltet.
Området er en del af klimabyen, hvor Middelfart by udvikler en mere klimarobust og smukkere by ved at omlægge dele af området, så det kan lede de øgede mængder regnvand væk fra byen og ned i Lillebælt, alt sammen i synenergi med udvikling af byens rum.
Afslut dagen med en gåtur gennem Middelfarts hyggelige gågade med de mange små specialbutikker, eller oplev Middelfarts lokale køkken på en af de mange hyggelige cafeér eller restauranter.