Fredericia - Gammelhavn

Kommer man sejlende fra nord til 550 35’ nordlig bredde og 90 44’ østlig længde møder man først Fredericia krydstogtkaj og derefter Gammel Havn. Det er over 300 år siden, at de første tanker omkring en havn i Fredericia blev tænkt. I dag er Gammel Havn et hyggeligt område, hvor byens gæster slapper af, nyder udsigten til Fyn og følger opbygningen af kanalbyen FredericiaC.

Fredericia er anlagt i midten af det 17. århundrede som en fæstningsby, der skulle danne værn for Nørrejylland og i krigstider sikre forbindelse mellem halvøen Jylland og Fyn. Allerede i 1651 påbegyndtes arbejdet, og det var planlagt, at havnen skulle stå klar i 1656. Kong Frederik d. 3 var så ivrig efter at sikre havnens og dermed Fredericia’s succes, at han nær forbød havnedrift i Vejle og Kolding. Svenskekrigen bremsede dog disse planer samt havnens udvikling i et godt stykke tid. 

I 1700 opfordrede Stiftamtmanden til at genoptage planerne om en egentlig havn i Fredericia ved at udgrave Kongens Kanal - et arbejde der skulle udføres af et regiment udskrevne Landfolk. Omkostningerne blev anslået til 22.907 rigsdaler, hvilket var alt for dyrt. Flere lignende planer fulgte – alle for dyre. Først i 1808 lykkedes det Fredericia at indvie en egentlig havn, der blev grundlaget for Fredericia Havn, der i dag er blandt Danmarks største erhvervshavne. 

I dag er området omkring Gammel Havn i rivende udvikling, idet kanalbyen, der bygges på FredericiaC-området, skal huse såvel boliger som erhverv. Samtidig skal området være omdrejningspunkt for events, ligesom de grønne arealer og kanaler vil give byens indbyggere og turister et unikt område til at nyde udelivet. Kajen ud for FredericiaC benyttes til krydstogtanløb og ved større sejlerevents - f.eks. har Tallships gæstet Fredericia flere gange (sidst i 2014).

Gammel Havn er også udgangspunkt for skønne naturoplevelser, idet Øster Strand ligger inden for gåafstand. Lidt længere nordpå giver Trelde Næs adgang til unikke naturoplevelser med skov, høje skrænter og udsigt til Fyn og Æbelø.

Andre Søkortsfortællinger

i sejleruniverset Lillebælt
Copyright 2024 © Havneguide.dk