Velkommen til Nekselø Havn

En aften på Nekselø er noget af det smukkeste. Solen går ned over bakkerne, mågerne skriger i det fjerne. Bliv liggende i havnen – eller læg jer ud ved én af de to DS-ankerbøjer i bugten, så ved I, hvorfor I har købt båd!

Hvis I kommer nordfra og sejler ind til havnen, så hold god afstand til øen, indtil I er tværs af havnen. Der ligger en sten – Stenmanden – som rigtig mange er ’landet på’ i tidens løb.

I godt vejr kan der ligge et par både uden på den lille mole. Hvis vinden er østlig, kan der stå krap sø, og Sejerøfærgen kan give en del dønning.

På indersiden er der bedre læ og plads til tre til fire både.

Havnepenge opkræves ved broen eller smides i postkassen i det lille hus på molen.

Børnestrand og krabbejagt

Inde på molen er der et havnehus – bygget for LAG-midler. Her er en platform med grill, og mulighed for en fornuftig dukkert i rimeligt dybt vand. Ved havnen – på begge sider af molen – finder I de herligste børnestrande – og havnen er velegnet til krabbefiskeri.

Skal udforskes i vandrerstøvler

I kan ikke købe mad og drikke på øen. Til gengæld er der smukt – og roen kan mærkes helt ind i sjælen. Så fyld termokanden, smør en mad og hop i vandrerstøvlerne; øens grusveje og trampede stier venter.

Afmærkede ruter igennem superflot natur

Der er to afmærkede ruter med stier, som snor sig gennem de spændende og varierede landskaber.

Nordøen byder på runde grønne bakker og spredte vandhuller. På vestsiden er der stejle græsklædte havskrænter. Det specielle klima giver varme nok til en lang række planter, der ellers kun ses ved Middelhavet. På østsiden kommer I igennem en dyb, uberørt skov.

Guuu Guuu … klokkefrøer

Øen er kendt for sine klokkefrøer. Fra maj til august kan man høre frøernes karakteristiske dybe syngende lyd over øens to store søer, en ved nordenden og én på vejen ud til sydspidsen. Særligt hen mod solnedgang lyder frøernes guuu guuuu, så sommerluften dirrer.

Rekord i skæve køer – og en ret sød lille kirke

Nekselø må have uofficiel verdensrekord i skæve køer. De står nærmest lodret op ad skrænterne.

Selv om der er tyre, kan I sagtens gå i foldene – de har travlt med at nyde udsigten. Turen ud på sydøen byder på den fine lille kirke, der blev indviet i 1931, og hvor der fortsat holdes gudstjeneste.

Fotos: Lise Mortensen

Faciliteter

i Nekselø Havn
  • toilet icon på havneguide.dk
    Toilet
  • elektricitet icon på havneguide.dk
    EL
  • Ikon for vand
    Vand

Begivenheder

i nærheden Nekselø Havn

Seværdigheder

i nærheden af Nekselø Havn

Andre havne

i nærheden af Nekselø Havn

Nekselø Havn

Havnsø Havn

Sejerø Havn

Kalundborg Vesthavn

Gisseløre Havn - Kalundborg

Odden Havn

Røsnæs Havn

Nyby Havn

Hørby Lystbådehavn

Holbæk Gl. Havn

Copyright 2024 © Havneguide.dk