Velkommen til Korshavn Lystbådebro - Fyns Hoved
Korshavn Lystbådebro er en smuk naturhavn på toppen af Fyn. Den ligger i Kattegat, Fyns Hoved 55°36,3'N 10°36,5'E - søkort 114 eller 141.
Broen er ejet af Odense Sejlklub. Den er ca. 70 m lang med et ca. 40 m langt tværgående brohoved i form af en flydebro. Broen benyttes kun til anløb af lystfartøjer.
Betaling af havnepenge
Betales umiddelbart efter ankomst i kreditkortautomaten, der findes i skuret ved broens landfæste. Broen er ikke medlem af frihavnsordningen.
Besejling og afmærkning
S-siden af indløbet mod 2,8 m og 1,5 m stenpuller er afmærket med en styrbord flydebøje med grøn topbetegnelse. N-siden af indløbet mod 1,2 m og 0,9 m stenpuller er IKKE afmærket, hvorfor det tilrådes at holde tæt til grøn sideafmærkning.
Om dagen leder to båker med røde trekant-topbetegnelser holdt over et (051,4°) mellem stenpullerne på N- og S-siden af indløbet.
Båkelinjen - To båker. Bag-båken står inderst i bugten og For-båken på Korsøre tange umiddelbart N for fyret - følges indtil ca. 100 meter fra stranden, hvorefter Korsøre tange følges mod øst i ca. 80 meters afstand fra stranden. Herefter rundes tangen i en afstand af ca. 80 m.
Om natten leder fyrets hvide vinkel (053°-058°) gennem indløbet.
Fyret
Vinkelfyr på Korsøre tange. Hvidt tårn med rødt bælte. NB. fyret et kun tændt i perioden 1. april til 30. september. Vær opmærksom på, at fyret ikke er placeret for enden af Korsøre Tange.
Fartbegrænsning
Hensynsfuld sejlads af hensyn til anker- og havnepladser.
Dybder
Dybden ved broen på ydersiden af tværbro er 2,9 m. Ved indersiden af tværbro og hovedbroen 2,5 - 2. m. Største skibe, der kan besejle broen, vægt max. 12 ton, længde 16 m, bredde 5 m og dybgang 2,8 m.
Vandstand
Forskellen mellem middelhøjvande og middellavvande er ca. 0,3 m. NW-lige vinde kan give indtil 0,5 m højvande og SE-lige vinde indtil 0,5 m lavvande.
Faciliteter
Da broen ligger på fredet område, er der ikke bad eller toilet ved broen, men der henvises til offentligt toilet - uden bad - placeret i skrænten ved det "sorte" lejlighedskompleks. Afstand ca. 250 m. Toiletterne administreres af Kerteminde Kommune. Campingplads, café, proviant (begrænset sortiment) og flaskegas findes ved at følge vejen fra broen ca. 1,7 km.
Hjertestarter
Hjertestarter forefindes i skuret med betalingsautomat ved broens landfæste.
Faciliteter
- Grill
- Toilet
- EL
- Indkøb
- Wi-Fi
- Hjertestarter