Velkommen til Helsingør Nordhavn
Med Kronborg som nabo og den svenske kyst som baggrund finder du ikke en havn med en mere spektakulær beliggenhed. Når du dertil lægger vores gode service, havnefaciliteterne, badestrandene og de mange oplevelsesmuligheder, er rammen sat for et fantastisk ophold for både børn og voksne.
Hos os er der altid plads til din båd
Helsingør Nordhavn er en af Danmarks største lystbådehavne, og du kan altid finde en plads hos os.
De grønne skilte viser de ledige gæstepladser og pladsens bredde. Store både kan tit finde plads for enden af broerne. Mindre både kan ofte ligge på nordvestsiden af Bro 2.
Havnekontor og faciliteter
Havnekontoret ligger ved Midtermolen. Havneafgiften betales ved en af de tre automater ved Havnekontoret, Søndre Mole eller Nordre Mole. Her kan du også købe forbrugskort til el og fællesfaciliteter. Der kan betales med kontanter på havnekontoret.
På havnen er der adgang til en række havneservices som slæbested, mastekran, brændstofsalg og værksteds/reparationsmuligheder hos havnens maritime forretninger. Vi har også en stor bådudstyrsforretning.
Vi har gratis Wi-Fi, men pga. havnens størrelse kan der opstå ’flaskehalse’. I så fald må du i stedet benytte din teleudbyders netværk, eller du kan gratis benytte de to computere i havnekontorets forrum.
Indkøb og shopping
Havnens købmand har åbent alle dage. Nærmeste supermarked er Kvickly i Stjernegade. Føtex ligger i Bycentret på Stürups Plads og FaktaQ på Helsingør Station.
Kun 5-10 minutters gang fra havnen ligger bykernen med alt hvad hjertet begærer af butikker og restauranter. Besøg også Værftets Madmarked med lækker streetfood i de gamle værftshaller.
Havnehygge for alle aldre
I Nordhavnen er der masser af hygge og aktivitetsmuligheder. Om sommeren byder vi på et lille, men godt udvalg af ishuse, caféer og forretninger. Nordsjællands førende kunstgalleri ligger i det gamle bådværft. I de maritime forretninger finder du et stort udvalg af bådudstyr, og du kan få repareret båd, sejl og udstyr. Her finder du også det, du lige står og mangler til strandtur, fisketur og dykning.
Aktiviteter for børn
Børnene kan brænde krudtet af på vores helt nye legeplads foran havnekontoret og den gratis sommerhoppepude på Midtermolen.
En anden helt særlig attraktion på havnen er det store udendørs akvarium 'Vandlaboratoriet'. Her kan du fra broerne kigge direkte ned på Øresunds fiskeliv. Du kan fange en krabbe, og du kan se de store fladfisk, der gemmer sig på sandbunden. I sæsonen er der naturformidling ved bassinnet, hvor Øresundsakvariets guider fodrer fiskene og fortæller mere om dyr og fisk i Øresund.
Grønnehave Strand ligger lige vest for havnen og har lavt, børnevenligt vand og en stor strandlegeplads. På Sønder Mole har vi en badebro, hvor du kan hoppe direkte i Øresund.
Hvad skal vi lave, når det regner?
Kronborg, Søfartsmuseet og Kulturværftet er fantastiske steder at tilbringe en regnfuld dag, men byen har også en række mindre museer. Øresundsakvariet ligger lige midt på havnen, og er et hyggeligt lille museum at besøge. Du kan også tage på Værftsmuseet eller Danmarks Tekniske Museum.
På tur i nationalparken
Havnen ligger i nationalparken ’Kongernes Nordsjælland’, hvor der er mange fine udflugtsmål. Esrum Kloster og Nyruphus er gode mål for en familieudflugt. En anderledes kunstoplevelse får du på Rudolf Tegners Museum med de udendørs skulpturer i det smukke landskab.
Faciliteter
- Bad
- Grill
- Bådudstyr
- Autocamper
- Legeplads
- Bådværft
- Toilet
- Slæbested
- EL
- Kran
- Indkøb
- Vand
- Diesel
- Spisested
- Benzin
- Wi-Fi
- Vaskemaskine
- Tørretumbler
- Tømningsanlæg
- Hjertestarter
- Gas