Kulturmiljøer

Faaborg

Det eneste der endnu eksisterer, af den borg, man ved, har ligget ved Faaborg (Foburgh; Rævens Borg), er Vesterport i Vestergade. Man mener det har været en byport bygget omkring år 1400. Der findes kun én tilsvarende byport fra Middelalderen i Danmark i Stege på Møn.

Faaborgs vartegn, Klokketårnet i Lille Tårnstræde ligger omgivet af smukke bindingsværkshuse fra 1700-tallet. Klokketårnet hørte i sin tid til Sct. Nicolai Kirke, som blev revet ned midt i 1500-tallet. Fra tårnets top kan du nyde en fabelagtig udsigt over byens fine, gamle huse, Svanninge Bakker og Det Sydfynske Øhav.

I Faaborgs stokroseidyl kan du finde hyggeligt bymiljø med mange spændende forretninger. På havnen finder du Faaborg Havnebad, som åbnede sommeren 2014. Havnebadet rummer mange faciliteter til udfoldelsesmuligheder i og på vandet; badebroer, bassin til mindre børn, udspringsmuligheder, udendørs bruser, toilet og sauna, kajakopbevaring og mulighed for isætning af kajak/kano.

For den kunstinteresserede er Faaborg Museum et must. Her kan man se mange af hovedværkerne fra de fynske malere.
Det kulturhistoriske Museum har fire spændende ting at byde på: Den Gamle Gård (med en stue fra Lyø), Klokketårnet, Kaleko Vandmølle - og byens arrest, som har huset mange ulykkelige skæbner.

På Den Gamle Gård kan man købe en billet som giver adgang til alle disse seværdigheder.
Kommer man til Faaborg om sommeren, må man ikke snyde sig selv for en aftentur rundt i byen sammen med vægteren. Hver aften går han rundt i byen og synger vægtersangen, idet han stopper op undervejs, og fortæller om den spændende og skjulte historie, som gemmer sig på næsten hvert et gadehjørne.
I Faaborg fører alle veje og gader - ikke til Rom - men til havnen, hvor det summer af liv om sommeren. Og det er også her, at færgen sejler til Avernakø og Lyø, når man gerne opleve en flig af det Faaborg også er Porten til Det Sydfynske Øhav.

Se mere om Faaborg på: www.visitfaaborg.dk

Andre Kulturmiljøer

i sejleruniverset Det Sydfynske Øhav
Copyright 2024 © Havneguide.dk