Fotograf
Samsø Erhvervs- og Turistcenter

Lystfiskeri på Samsø

Med sine godt 120 kilometer afvekslende kyst og mulighed for altid at finde et passende læ, byder Samsø på unikke muligheder for lystfiskeri og især kystfiskeri. Hornfisk, havørred, multer, forskellige former for fladfisk og en sjælden gang en torsk, er de mest almindelige arter langs kysterne, så uanset om man er til mede, flue eller spinnefiskeri kan man komme ud med snøren på Samsø.

Sæsonerne
Havørrederne er nok Samsøs fornemmeste bytte for lystfiskerne og kan fanges året rundt. Fiskeriet kan variere, men der er altid fisk at fange.

Samsø har ingen åer eller andre ferskvandsudløb, hvilket sætter sit præg på vinter og det tidlige forårsfiskeri. Der kan være langt mellem fiskene, men man kan gøre overraskende fangster af flotte store blanke vinterfisk. Først i april måned vågner kysterne rigtig op til dåd. De lavvandede syd/sydøst vendte badekar med mørk bund holder nu stimer af havørred. Det giver mulighed for fantastiske dagsfangster med mange fisk på land.

I maj indtager hornfiskene øen. De samles i stort antal i Stavns fjord, og man kan ofte se dem bevæge sig i overfladen når solen skinner.  Her kan hele familien være med, bevæbnet med smalle blink eller flådfiskede sildestrimler. På denne tid er der sikker gevinst, til glæde for alle.

I slutningen af maj kommer de første multer til øen og kan ses i de dybe områder som mørke skygger langs bunden. Disse er svære at fiske, men kan overlistes med flue eller medefisket toastbrødsstykker. Multerne bliver omkring Samsø hele sommeren og drager først af sted igen i september.

Når hornfiskene er draget videre kan man nyde havørrederne i de lyse aftner i juni. Men i juli og august når havet får badevandstemperaur, må man tage nætterne til hjælp og opsøge de strømfyldte rev med dybt vand under land for at komme i kontakt med fisk. Multerne kan fanges hele dagen nu og er man heldig kan man se stimer af fisk i overfladen ligge og sole sig, mens de spiser tang.

I september topper multefiskeriet og der kommer igen gang i dagfiskeriet efter havørrederne. Smukke fisk med en snitvægt på godt to kilo gør fiskeriet fornøjeligt.

Fra oktober og en måned frem topper havørred fiskeriet og ofte springer fiskene på revene. Oktober er også årets bedste fladfiskemåned med et fint fiskeri direkte fra kysten efter isinger og skrubber.

Favoritagn til Samsøs havørred og multer
Fisker man med fluer har mønstre som PK9 flash, aurareje, og polar magnus vist sig uhyre effektive. Om natten kan det anbefales at prøve en sort cigarflue eller en stor sort wolly bugger. For spinnefiskerens vedkommende er smalle sølvblanke blink ala sølvpilen effektive, men specielt i efteråret kan mindre kobberbrune blink og kystwoblere være alt andet overlegent.

Vil man prøve kræfter med multerne er den mest effektive metode flådfisket brød. Brødet fiskes efter om man observerer fiskene ved bunden eller i overfladen og helst på små trekroge. Man bør holde et skarpt øje på flåddet og reagere på ethvert muligt hug.

Foretrækker man fiskeri med flue, så er ”den grønne hævner” et godt valg – specielt til multer.

Læs meget mere om de mange fiskepladser på Samsø her

Adresse

Samsø
8305 Samsø
Danmark

Telefon
86590005
Email
visit@samsoe.dk

Andre Naturoplevelser

i sejleruniverset Det Blå Østjylland
Copyright 2024 © Havneguide.dk