Rød Kløversti i Nyborg er en tur på sporet
Ruten tager dig rundt i Nyborg Marina. Fra den "nyere del" - som i virkeligheden er ældst - og gennem den gamle lystbådehavn med legeplads og vandsportsklubberne. Herefter bevæger stien sig ind i land forbi den nyrestaurerede Dyrehave Mølle, gennem istidslandskabet i Dyrehaveskoven, som oprindeligt var en kongelig dyrehave, der blev anlagt af Christian 3. og formentlig er landets ældste. Den har strakt sig hele vejen inde fra Nyborg Slot og ud til fjorden, men i dag er der kun den sydligste del af skoven bevaret. Herfra fører ruten dig videre langs Holckenhavn Fjord, hvor du kan opleve et rigt fugleliv med blandt andet hav- og fiskeørne.
Den gamle jernbane
Når du fortsætter efter Dyrehaven, vil du støde på sporet af den gamle jernbane mod Svendborg, hvor togene i sin tid kørte med den smukkeste udsigt ud over Holckenhavn Fjord og marker. Togene kører ikke længere på strækningen, men til gengæld kan du sætte dit fodspor på stien, hvor jernbanesporet engang lå. Sporet fører dig næsten til Vindinge og Gammelborg. Er du på cykel anbefaler vi, at du følger sporet hele vejen til Vindinge. Er du til fods, kan du følge skiltningen via trampesporet over markerne.
Avernakkebanen
Den røde sti bevæger sig væk fra sporet og igennem et af Nyborgs nybyggerkvarterer og videre hen til et andet jernbanespor, Avernakkebanen, som sammen med Den Røde Kløversti bevæger sig ind mod byen. Dette jernbanespor er gennem de sidste 100 år udelukkende blevet brugt til industritransport, og det anvendes stadig 1-2 gange hver uge.
Praktisk information
De fire Kløverstiruter starter på Vesterhavnen 3A, 5800 Nyborg og er skiltet med uret rundt.
- Der er offentlig toilet og gratis, tidsubegrænset p-plads på havnen.
- Undervejs på ruten finder du QR-koder. Scan dem og læs mere om de mange spændende oplevelser på din tur.
- Den Røde Kløversti er én af fire Kløverstier i Nyborg. Vil du se de andre tre - grøn, blå og sort rute, kan du gøre det her.
Er du mere til et fysisk kort, kan du downloade det her på siden, bestille det med post, hente det hos VisitNyborg, eller tage det ved startstedet.
OBS: Strækningen gennem Dyrehaveskoven og via trampesporet over markerne ved Vindinge, er eget til MTB eller vandring. Ønsker du at cykle, kan du med fordel trække eller blive på Dyrehavevej/Gl. Vindingevej samt følge den nedlagte jernbane helt til Vindinge.
Kløverstierne i Nyborg
Vi glæder os til at vise dig spændende og anderledes oplevelser i Nyborg inden for såvel kultur som natur. Kløverstiruterne er fra ca 2,7 til godt 33 km. Flere af ruterne kan også kombineres, så de bliver længere eller kortere efter behov. Se alle ruterne her.