Fotograf
Google Maps / VisitNyborg

Cykelrute 8 - Østersøruten: Nyborg-Svendborg

Cykelrute 8: Nyborg - Svendborg

Samlet afstand: 55,5 km fra turistbureauet i Nyborg til turistbureauet i Svendborg, heraf 52,25 km på asfalteret vej og 3,25 km på grusvej. 

NYBORG:

Nyborg, konge- og regeringsby i Middelalderen, er udgangspunkt for turen. Nyborg Slots ældste dele er fra ca. 1170, men der er foretaget ombygninger mange gange. Nyborg rummer også andre middelalderlige bygninger, f.eks. Korsbrødregården og Borgmestergården, som i dag er museum.  Ruten passerer Holckenhavn Fjord, hvor Storebælt skærer sig næsten to km. ind i landet. Her er en rig bestand af forskellige svømmefugle og i de senere år er der kommet ørne til. NB: Nyborg slot er lukket for en periode. i forbindelse med det store slotsprojekt (Læs mere her)

Holckenhavn
Holckenhavns hovedbygning er opført i 1585 i renæssancestil og omgivet af voldgrave. Foruden et firkantet klokketårn bemærker man også et tilstødende slotskapel. Dette er opført i 1630. I slotsparken er der adgang for publikum. Overvej en afstikker mod syd i Tårup til Kongshøj Mølle - et glimrende sted at gøre hvil, hvis du ønsker det. Kongshøj Mølle har med sine 7 m Fyns højeste mølledæmning. Møllen blev etableret i 1850'erne, som et for tiden usædvanligt industrianlæg til fremstilling af landbrugsredskaber. Møllen hed dengang Kongshøj Hammerværk, jf. også hammerværket ved Brahetrolleborg (der ligger på rute 51 til Faaborg). Ved møllen findes også en kilde, der i sin egenskab af helligkilde havde mange besøgende gennem hele middelalderen. Ved kilden lå et kapel og kildemarkedsboder. Omkring Kongshøj Å kan du være heldig at se nogle spændende vandløbsfugle, f.eks. vandstæren. Du finder tilbage på ruten ved at cykle ca. en km. mod syd og derefter østover ad Øksendrupvej.  Damestenen mellem Vormark og Hesselager er en ca. 1000 tons tung sten af gnejs, som er ført hertil under sidste istid. Christian den VIII udgravede Damestenen i 1845 for at finde ud af, om den var grundfjeld. Efter udgravningen fredede han stenen som én af landets første fredninger. Stenen er et glimrende udsigtspunkt. En sjovere historie er, at en heks på Langeland blev sur på præsten i Svindingen. Hun tog en sten (Damestenen), og sigtede efter kirkespiret på Svindinge Kirke. Engle beskyttede imidlertid præsten, og stoppede stenen ved Hesselager, hvor den i den dag ligger. Sålede ses et engle-fodspors-aftryk på toppen af Damestenen.

Hesselagergaard
Hesselager Kirke er bemærkelsesværdig med sine halvbueformede gavle. Samme udsmykning ses på herregården Hesselagergård. Gør et ophold her og betragt denne usædvanlige herregård. Hovedbygningen er opført i 1500-tallet og er arkitektonisk en blanding af en middelalderlig forsvarsborg og renæssancestil med italiensk islæt.  

Lundeborg
Lundeborg er et lille fiskerleje. Den idylliske havn var tidligere ladeplads og fiskeleje for godset Broholm, og det velbevarede pakhus, der er fra 1862, er fredet. I dag er havnemiljøet mest præget af lystfartøjer. I Lundeborg og omegn er der de seneste år gjort mange interessante arkæologiske fund fra romersk og germansk jernalder (200-800 e.Kr.). Der er tale om udgravninger af en handelsplads, mange grav- og bopladsfund samt mange guldfund. På baggrund heraf antager man, at området har været et betydeligt kult-, kultur- og handelscentrum. I Gudme har man bl.a. fundet Skandinaviens største jernalderhus Kongsgaard, som muligvis har været residens for en jernalderhøvding. 

Lidt syd for Lundeborg ligger den kun godt 100 år gamle kirke. Den blev oprindelig opført som et bedehus og først senere blev et mindre tårn bygget til. Du passerer også en bindingsværksgård, Knarreborg Mølle, overfor hvilken resterne af den oprindelige vandmølle kan ses. Fra Elsehoved Strand, et rekreativt område med fyrretræer ned til et indbydende strandareal, er der fin udsigt til Langeland. Lidt sydvest for Elsehoved ligger herregården Tiselholt, som blev anlagt i 1400-tallet. Hovedbygningen er væsentlig nyere, kun ca. 125 år gammel.  På kyststrækningen mod Svendborg, hvor landskabet er præget af frugtplantager, er der flere steder en smuk udsigt over Storebælt og Skårupøre Sund. Du cykler gennem et par landsbyer, og efterhånden bliver sundudsigten domineret af den næsten hesteskoformede ø, Thurø, som med sine maritime traditioner og vekslende naturområder absolut er et besøg værd. 

SVENDBORG:

Nær ved Svendborg ligger Christiansminde, et parklignende offentligt område med bl.a. en gammel vandmølle og høje bøgetræer. Her er en god badestrand og en flot udsigt over øerne.  Svendborg er Sydfyns største købstad. Den har en stor del af det sydfynske ørige som opland, og byens historie går tilbage til 1200-tallet. I dag er Svendborg en driftig handels- og kulturby, der udover øriget og sejlermiljøet byder på en række seværdigheder.

Adresse

Torvet 2B
5800 Nyborg
Danmark

Telefon
+45 63 33 80 90
Email
visitnyborg@nyborg.dk

Andre Turforslag

i sejleruniverset Sejlerparadiset Fyn
Copyright 2024 © Havneguide.dk