Vil du være med til at gøre noget for vores fælles havmiljø?

Vil du være med til at gøre noget for vores fælles havmiljø? Så er Sejlernes Blå Flag noget for dig!
Der er noget særligt ved at være sejler.
Friheden, vinden i håret, nærheden til naturen. Når man sejler, oplever man havet og kysten på nært hold - og derfor er sejlere også i en særlig position til at være med til at beskytte det.
Sejlernes Blå Flag handler om netop dét - at sejle med respekt for havmiljøet og være med til at sætte fokus på en mere bæredygtig fremtid for vores farvande.
Frida Nitschke Madsen er en af dem, der har hejst sejlernes Blå Flag på den båd, hun ejer sammen med en gruppe venner:
"Når jeg hejser Blå Flag-vimplen på vores båd, viser jeg, at vi sejler med omtanke. Jeg elsker friheden på havet – men det giver også et ansvar. For mig handler det om at passe på det hav, jeg holder så meget af, så kommende generationer også kan få glæde af det."
– Frida Nitschke Madsen, studerende og Blå Flag-sejler
Hvad vil det sige at være Blå Flag-sejler?
At være Blå Flag-sejler betyder, at du sejler med omtanke og tager ansvar for havmiljøet og kystnaturen ved for eksempel at:
- Bruge havnens faciliteter til tømning af bundvand og toilettank
- Sortere affald og aflevere det korrekt
- Vælge miljøvenlige rengøringsmidler og bundmaling
- Vise hensyn til dyrelivet – særligt i yngletiden
- Undgå opankring i sårbare naturområder
Med Blå Flag-vimplen på din båd viser du, at du er en del af et fællesskab af sejlere, der ønsker at beskytte og bevare vores fælles hav og kystnatur.
Hvad kræver det at blive Blå Flag-sejler?
Alle bådejere kan blive Blå Flag-sejler – uanset bådtype, størrelse eller hvor du sejler fra. Du behøver ikke at have en bådplads i en Blå Flag-havn for at være med.
Det er gratis at være med, og det eneste det kræver, er, at du tilmelder dig ordningen.
Når du tilmelder dig Sejlernes Blå Flag, får du en gratis Blå Flag-vimpel, du kan hænge på din båd, så alle kan se, at du tager ansvar for havmiljøet.
Tilmeld dig her: https://friluftsraadet.dk/dit-friluftsliv-rig-natur-er-vigtig-for-os/maerkningsordninger-for-gode-friluftsoplevelser/blaa-8
Havmiljøvogterne
Måske har du allerede Søværnets ”Havmiljøvogterne” vimplen på din båd. De to flag komplementerer hinanden godt, og du kan sagtens sejle med begge vimpler.
Faktaboks Blå Flag:
Blå flag har eksisteret siden 1987 og er en global miljømærkningsordning for strande, lystbådehavne og turbåde. I Danmark er der Friluftsrådet, der administrerer ordningen.
Blå Flag for lystbådehavne er et kvalitetsstempel, der betyder at havnen har særlig fokus på miljøvenlig drift og miljøformidling, samt vandsikkerhed og højt serviceniveau. På Blå Flag havne kan du hver sommer deltage i spændende aktiviteter, hvor du lærer om den marine natur og havmiljøet.
Det er typisk ikke lovligt at bade i en Blå Flag havn – tag i stedet på en Blå Flag eller Badepunkt strand
Find Blå Flag havne her: https://friluftsraadet.dk/dit-friluftsliv-rig-natur-er-vigtig-for-os/maerkningsordninger-for-gode-friluftsoplevelser/blaa-3
Find Blå Flag Strande og Badepunkter her: https://friluftsraadet.dk/dit-friluftsliv-rig-natur-er-vigtig-for-os/maerkningsordninger-for-gode-friluftsoplevelser/blaa-5