Unge sejler Danmark rundt på bæredygtigt tøjbyttetogt

04. juni 2025
Tøjbyttetogt

Tøjbyttetogtet

Sammen med unge fra hele landet, er Nationalmuseet og UngHolbæk, taget på sejltogt rundt i Danmark med anløb i 13 havne i sommeren 2025. Togtet begynder den 3-4. juli 2025 i Holbæk og ender den 28. juli i Karrebæksminde og er for alle interesserede.

BONAVISTA lægger til i:

  • 03/7 Holbæk
  • 05/7 Helsingør
  • 06/7 København, Ofelia Plads
  • 07/7 København, Ofelia Plads
  • 10/7 Grenå
  • 12/7 Aarhus
  • 14/7 Juelsminde
  • 16/7 Odense
  • 18/7 Middelfart
  • 20/7 Haderslev
  • 22/7 Assens
  • 24/7 Svendborg
  • 26/7 Nykøbing F
  • 28/7 Karrebæksminde 

Tøjbyttemarked på kajen - alle er velkomne!

Alle byens borgere er inviteret til gratis bæredygtig shopping, for i skibets lastrum fragtes flere tons indsamlet genbrugstøj.

Når vi anløber en havn, vil vi sammen opsætte et marked med genbrugstøj, hvor man kan bytte noget af sit eget eller bare vælge noget - helt gratis.

I markedets hyggelige atmosfære, vil man høre musik, finde upcycling stationer, en kaffebod og events med fokus på kulturændring i forbrug, samt information om tøjindustriens problematikker.

Så er du og din familie i nærheden af én af de tretten havne vi anløber, er der rig mulighed for aktiv deltagelse, blandt andet i:

  • Upcycling-stationer, hvor man kan sy tøjet om og reparere.
  • Kaffeboden, med tid til afslapning.
  • Åbent skib, oplev et sejlende fragtskib.
  • Gratis tøjmarked.
  • Talks, hvor du kan høre om hvordan du kan hjælpe klimaet og din økonomi.

Unge sejler Danmark rundt på bæredygtigt tøjbyttetogt

Nationalmuseets store skonnert Bonavista har lagt kursen mod 13 danske havne, og skibet er lastet med gratis tøj. Formålet er at fremme bæredygtig tøjbrug og klimaansvar.

Sammen med en masse unge sejler Nationalmuseets skonnert Bonavista et storslået sejltogt rundt i hele Danmark med anløb i 13 havne denne sommer. Tøjbyttetogtet begynder i dag, den 3-4. juli, i Holbæk og ender den 28. juli i Karrebæksminde. Undervejs lægger skibet og de unge blandt andet til i Helsingør, Nykøbing Falster, Svendborg, Odense og Aarhus.

70 unge fra hele landet sejler med løbende udskiftning med på togtet, hvor de kan mødes på tværs i havnene og ombord på skibet og få del i et meningsfyldt fællesskab, hvor de sammen gør en forskel for klimaet. De vil møde ligesindede, som deler samme bekymringer og ønsker om at gøre en forskel.

Ombord i skibets lastrum fragtes flere tons indsamlet genbrugstøj, og når skibet anløber en havn, opstiller de unge et marked med gratis genbrugstøj, hvor byens borgere i alle aldre inviteres til gratis og bæredygtig shopping.

Har man selv noget tøj liggende, som bare samler støv, er man meget velkommen til at donere det til Tøjbyttetogtets videre færd, men man behøver hverken at donere for at tage, eller tage for at donere.

Unge vil inspirere hinanden og skabe i fællesskab

Nationalmuseets Center for Søfart og Maritime Håndværk står bag togtet i samarbejde med Holbæk ungdomsskole UngHolbæk. Tøjbyttetogtet sejles på Nationalmuseets tomastede skonnert Bonavista, som originalt er bygget som fragtskib i år 1914.

De unge vil selv laste og losse tøjet fra skibets lastrum på historisk vis, så Bonavista både benyttes og formidles som traditionelt fragtskib, mens det samtidig bliver en platform for de unge til at tage ansvar og engagere sig i klimaindsatsen.

Tøjbyttetogtet giver os en unik mulighed for at koble vores maritime historie med relevante problemstillinger i nutidens Danmark. Skibets kapacitet til at sejle fragt for sejl giver os en enestående ramme til at understøtte de unges ønske om at gøre noget aktivt for klimaet, samtidig med at vi kan formidle Dansk søfartshistorie i hele landet,” siger Martin Andersen, centerleder ved Nationalmuseets Center for Søfart og Maritime Håndværk.

Fra Holbæk til resten af landet

I Holbæk har UngHolbæk og byens unge afholdt tøjbyttemarkeder med stor succes, og de unge har selv ønsket at skalere projektet, så de sammen med andre klimaengagerede unge fra landets kommunale ungdomsskoler kan inspirere andre i hele landet.

De unge er meget opmærksomme på, at tøjindustrien er en af de største klimasyndere. Togtet er dog ikke aktivistisk, men et forsøg på at ændre på den måde, vi bruger tøj på. For det er forståeligt, at man gerne vil klæde sig i fint tøj og pynte sig, men det giver god mening at tænke tøjet cirkulært,” siger Nina Wendelboe Hansen, konsulent i UngHolbæk.

Projektet er støttet af Spar Nord Fonden, der med en flot donation har gjort det muligt for de unge at drage af sted på Tøjbyttetogtet kvit og frit. Fondens direktør Bo Uggerhøj udtaler:

Klimakrisen fylder unægtelig ganske meget i den offentlige debat. Så meget, at klimabekymringer også lander solidt på skuldrene af vores børn og unge. Derfor er det relevant, at vi støtter op om initiativer, hvor den yngre generation i fællesskab udvikler og oplever konkrete tiltag, der kan bidrage positivt til vores klima. Det er tøjbyttetogtet et godt eksempel på – for her kan de inspirere hinanden og en hel masse andre til at forlænge levetiden på den forbrugsvarer, som vi belaster kloden med”.

Omkring tøjmarkedet skabes en hyggelig atmosfære med blandt andet upcycling stationer, musik, kaffebod samt formidling og dialog med fokus på en kulturændring i forbrug og omkring tøjindustriens problematikker. Til at forstærke de unges formidling har den grønne tænketank Concito været med til at lave nogle informationsskilte, der fortæller om tøj og klima.

Læs mere på Nationalmuseets hjemmeside via linket her.


Flere nyheder

Copyright 2025 © Havneguide.dk